Title | : | Mysteriet om Jenny (Landbetjent Ringgaard, #1) |
Author | : | |
Rating | : | |
ISBN | : | 8794215499 |
ISBN-10 | : | 9788794215497 |
Language | : | Danish |
Format Type | : | ebook |
Number of Pages | : | - |
Publication | : | First published November 29, 2021 |
Her finder han et lille, harmonisk samfund med venlige og hjælpsomme indbyggere, og da Ringgaard tilfældigt møder den smukke alternative behandler Lærke Frost, opdager han, at han for første gang siden hustruens død igen fatter interesse for en kvinde. Alt er dog ikke idyl, og den nye landbetjent må snart sande, at også små byer kan rumme grumme hemmeligheder.
Ringgaard bliver af byens særling opfordret til at kigge nærmere på sagen om Jenny Laursen, der forsvandt sporløst for tyve år siden – og da en ganske ung kvinde pludselig meldes savnet, får han en uhyggelig mistanke: Gemmer den lille, søvnige havneby på noget så sjældent som en dansk seriemorder?
MYSTERIET OM JENNY er første bind i serien om landbetjent Ringgaard og Kongsvig.
Mysteriet om Jenny (Landbetjent Ringgaard, #1) Reviews
-
”Mysteriet om Jenny” faldt ned i min turban på sidste års BogForum i Bella Centret. Jeg havde aftalt med forfatteren, at jeg selv ville hente bogen på Byens Forlags stand på messen. Sørme om ikke det resulterede i et møde med forfatteren og nogle af hans lidt ældre udgivelser samt ”Mysteriet om Jenny” som er Arne Woythals seneste udgivelse. Jeg har tidligere anmeldt:
"Skrædderen fra Bagdad" 5. bog i serien Rasmus Berg.
Det helt særlige ved forfatterens bøger er, at Arne Woythal selv har en mangeårig baggrund som blandt andet drabsefterforsker. Det er et faktum, der betyder, at du kan være helt sikker på, at de fakta forfatterens bøger indeholder, har rod i den virkelige verden.
Man sidder altså med en krimiforfatter, der faktisk ved hvordan mordsager og efterforskning fungerer ude i den virkelige verden. Historien i ”Mysteriet om Jenny” føles meget virkelighedstro, selvom forfatteren gør opmærksom på, at den slags sager, faktisk meget sjældent forekommer i Danmark.
Det Danske politis opklaringsprocent er omkring 97%, hvilket er ret så imponerende. Ikke desto mindre, så handler ”Mysteriet om Jenny” om en formodet massemorder, der har rumsteret i en lille by igennem flere årtier.
Det er først da den 62-årige kriminalbetjent Jens Ringgaard, føler sig presset til at ansøge om forflyttelse som landbetjent i den sydøstsjællandske havneby Kongsvig, at der kommer spotlight på de gamle sager. Umiddelbart synes Ringgaard, at Kongsvig er en lille søvnig by, men det skal man nu ikke lade sig narre af.
Imens Ringgaard lærer området og befolkningen at kende, går det op for ham, at den idylliske by, nok indeholder hemmeligheder af den mere grufulde slags. Jenny forsvandt i 1998 og en ældre særling, foreslår den nye landbetjent i Kongsvig, Ringgaard, at finde ud af, hvad der skete med Jenny.
Ringgaard møder ikke ligefrem opbakning til sagen i baglandet. Men Ringgaard er stædig og benytter sin erfaring fra sine næsten 30 år i drabsefterforskning, til at undersøge mysteriet om Jenny. Mysteriet ligger altså 20 år tilbage i tiden og det besværliggør landbetjentens undersøgelser.
Men så forsvinder endnu en ung kvinde. På privatfronten er næsten 2 år siden, at Ringgaards kone Ellen, døde af kræft og nu begynder Ringgaard at føle sig klar til, at lære en ny kvinde at kende. 37 år fik Ringgaard og Ellen sammen og det er rigtig svært for Ringgaard, at se sig selv, sammen med en anden kvinde.
Den smukke alternative behandler Lærke Frost åbner den vanskelige landbetjents øjne, for en ny kvinde i Ringgaards liv. ”Mysteriet om Jenny” er bestemt velkomponeret. Historien er velskrevet, troværdig, har et formidabelt plot og indeholder en passende mængde spænding, for den rutinerede krimilæser.
Historien har en fin sammenhæng og er yderst troværdig. Man er ikke et sekund i tvivl om, at forfatteren har haft fingrene dybt inde i drabsefterforskning i sit tidligere erhverv. ”Mysteriet om Jenny” er helt sikkert tæt på virkelighedens verden.
Arne Woythal har tidligere beskæftiget sig med drabsefterforskning i omkring 25 år og det mærker man tydeligt i ”Mysteriet om Jenny”. Jeg var bestemt godt underholdt undervejs og anbefaler gerne ”Mysteriet om Jenny”. Jeg ser meget frem til, at Arne Woythal udkommer med endnu et bind i denne fascinerende krimiserie.
Vurdering: 6/6 Roser.
Krimiormen.dk -
Mysteriet om Jenny er ikke for de læsere der elsker bloddryppende og hektiske krimier. Her er nærmere tale om en stille og rolig hyggekrimi – og det passer ret godt med stemningen i den lille by Kongsvig. Men det medfører også, at det en gang i mellem går lige rigeligt langsomt.
Vores hovedperson Ringgaard er en mand, som jeg med det samme kunne lide. Det er meget forfriskende med en 62-årig udbrændt enkemand i hovedrollen. Han er meget realistisk beskrevet, og hans sorg over konens død er meget relater bart. Det er fuldt forståeligt, at arbejdsindsatsen måske ikke har været helt i top de sidste par år.
Arne er rigtigt god til at skrive så billedskabende, at den lille by fremstår levende foran læseren. Kongsvig er godt beskrevet, og man finder et samfund, hvor alle kender alle og alle har hemmeligheder. Men det er godt nok noget af en miljøforandring for Ringgaard.
Sproget er letlæseligt og flydende. Man hører også lidt til gerningsmandens tanker og følelser. Dette har jeg altid fundet som et godt tiltag i krimier, og det giver en speciel dimension til læsningen. Og så er der også lidt underholdning i bogen, både når Ringgaard skal vænne sig til byens indbyggere, og når han bevæger sig ud hvor han tydeligvis ikke har været længe. Og med både hund og norsk skovkat, Arne – hvor kom den inspiration dog fra? 😀
En af de ting der hævede bogens realisme for mig var, at Ringgaard bemærkede de indlysende efterforskningsskridt der ikke var iværksat i sagen (sagde nogen Emilie Meng). Det ses jo desværre at nogle forsvindningssager ender nederst i bunken, for de fleste eftersøgte dukker jo op igen.
Der er flere af byens indbyggere jeg gerne vil lære mere om, så jeg håber på flere bind i serien. Alt i alt en god læseoplevelse, men lidt for langsom til min smag. -
Virkelig god roman - uden al for meget smart-i-en-fart-krimi-teknik-DNA-analyse-hokus-pokus.
God og hyggelig stemning og masser af lækre detaljer, som man kan mærke, at der er kælet for.
MEN: Korrekturen hold vist fridag. Der er stavefejl på stort set hver eneste side :-(