Fucking trans by Carina Evytt

Fucking trans Reviews

• 
  HelloLasse

  Som queer person og som en non-binær person, så var den her bog en oplevelse der gjort så ondt!
  
  
  Der kommer en anmeldelse på et tidspunkt, men første selfcare og Evt, tjek Disclosure på Netflix.
  
  
  2 dage efter bogen læst, lægger den her klar!
  
  https://queerlitt.com/2021/07/16/fuck...
• 
  Alexander

  Jeg skal lige tænke over hvad jeg har læst, men som en der er en del af LGBTQ og er meget i tvivl om mit køn gjorde den ondt helt inde i sjælen
  
  *anmeldelse kommer*
• 
  Julie Mørup

  For en grundig gennemgang og anmeldelse med fokus på Queer-element og kønsdelen anbefaler jeg at du læser dette:
  https://queerlitt.com/2021/07/16/fuck... (Ikke skrevet af mig)
  
  Her er mine tanker om de andre delelementer i bogen, der ikke giver mening for mig (redigeret efter det først blev postet).
  
  - Fra begyndelsen fremstår hovedpersonen ikke særlig likeable. Hun taler grimt om sin kæreste og taler primært om andre personer ud fra udseende og vægt. Hvorfor er hun sammen med Tilde, når hun egentligt ikke kan lide hende?
  
  - Især i begyndelsen af romanen fremstår sproget… jeg har ikke et godt ord for det, men det fungerer ikke for mig. Det glider lidt lettere senere, men bliver aldrig helt godt. Dialogerne virker opstillede og ikke sprogligt som unge taler sammen.
  
  - Hvorfor er fortællingen om selve det at springe ud, baseret på at blive presset til det/outet?
  
  - Der er generelt ikke ret mange positive vibes i denne bog, og dem der er, fremstår ikke troværdige.
  
  - Udover at hun elsker Lady Gaga, føler jeg ikke, jeg kender hovedpersonen. Hvor tragisk historien end er, og derfor gør ondt, føler jeg ikke noget for Vivi, for jeg kender hende ikke. Jeg ved ikke, hvad hun ellers kan lide at lave, hvad hun interesserer sig for, eller laver med sine venner. Det er et generelt problem med karaktererne i mange af Tellerups bøger. Jeg føler aldrig noget for karaktererne, for de er alt for overfladiske. Det samme gælder bi-karaktererne.
  
  - Selvfølgelig er der nok transpersoner, der ikke har søgt så meget rundt på nettet (og det gør dem ikke mindre trans). Jeg har bare ikke mødt dem. Tværtimod har dem, jeg kender, ofte en enorm viden om behandling (og andet om at være transperson), fordi de læser på nettet, når de ikke har andre at dele deres tanker med. At Vivi intet ved er utroværdigt og
  
  - Hvis der er en så voldsom voldtægtsforbryder “løs” i byen, hvorfor er der så ikke politipatrulje? Hvorfor må de unge feste alene, uden opsyn? Hvorfor er Vivi ikke mere bekymret efter den aften, hun har haft?
  
  - Behandlingen på hospitalet efter overgrebet er ikke realistisk. En forfatter har selvfølgelig kunstnerisks frihed - men når så mange ting sejler, så går det mig på. Man bliver ikke set af en retsmediciner før politiet. Og en retsmediciner ville ALDRIG deltage som bisidder til en lægesamtale. Det ville en værge eller kommunal medarbejder, hvis nogen.
  
  - Køn og seksualitet blandes sammen - Vivi forsøger at se sig selv som biseksuel efter overgrebet. Men køn og seksualitet er ikke det samme. Vivi kan stadig være transperson og biseksuel. Jeg forstår, hvorfor det er med i bogen - for at understrege Vivis forhold til sit eget køn og det, at være transperson (formoder jeg), men det kunne være gjort på en helt anden måde. Vivi benægtet ligeledes at være homoseksuel på trods af sin tiltrækning til kvinder. Hvorfor er dette med? Det giver ikke mening, og det er forblæst refleksion over det, for at det giver mening at tage med.
  
  - Generelt får jeg indtrykket af, det her er mere end fortælling om voldtægt og overgreb - end en fortælling om at være transkønnet. Bagsideteksten indikerer en fortælling om at være transkønnet, men historien er noget helt andet. Som om transkønnet er smidt ins for at højne “underholdningsværdien” (min tolkning). Fortællingen gik fra spring-ud-find-dig-selv til feel-bad-overgrebs-fortælling uden nogen rød tråd. Heller ikke selvom overgrebet får Vivi til at genoverveje sit køn. Det hele er då sammenblandet og kludret at det simpelthen ikke er god litteratur.
• 
  Monika Tess Pedersen

  ~Indeholder spoilere~
  Så blev jeg også færdig med bogen 'Fucking trans' af Carina Evytt og har fået samlet mine tanker.
  På Instagram har der kørt en kæmpe debat om bogen på forlaget Tellerups side, som har været menneskers reaktioner på henholdsvis bogen og derefter på forlagets direktør, som deltog i debatten.
  Jeg vil først gerne henvise til at læse anmeldelsen hos Queerlittdk, for det er den første der kom og den er virkelig velovervejet, grundig og saglig.
  Jeg var startet på bogen inden debatten startede og gjorde det af interesse, for jeg håbede virkelig det var en god bog, men selvom jeg ikke selv er transkønnet eller i en minoritetgruppe indenfor LGBTQ+, så fik bogen mine alarmklokker til at ringe helt vildt efter bare fire kapitler og det fortsatte hele vejen.
  
  Problemet med bogen starter allerede ved titlen og bagsideteksten.
  Titlen er meget negativtladet og når man har læst bogen ved man, at det fortsætter hele vejen og forbindes med verbale og fysiske overgreb.
  Hvad angår bagsideteksten, så bliver hovedperson allerede her ikke anerkendt ved sit rigtige navn.
  Jeg troede ud fra den første sætning, at hovedpersonen var en transmand, men det er det ikke. Hovedpersonen er en transkvinde og til det har jeg lært et nyt begreb for det og det er deadnaming.
  Deadnaming betyder at kalde nogen ved et navn de ikke længere bruger. For eksempel ved navneskift eller i dette tilfælde hos en transkønnet person.
  Men gennem hele bogen er der også noget mærkeligt ved skildringen af vores hovedperson.
  
  Personkarakteristikken er ikke eksisterende, detaljegraden er også i bund og kombineret med den manglende forståelse for hvordan en transkønnet person er, har det og hvad de må stå model til, så ender det tilsammen med en hovedperson som kan lide Lady Gaga og er transkønnet, men alligevel ikke og det var det.
  Samtidig med at hovedpersonen har en kæreste, hvor man ikke forstår hvorfor de er et par. Hendes skildring er heller ikke særlig god.
  Noget af det jeg havde sværest ved i bogen er hvordan en transkønnet hovedperson bliver skildret og de tanker vedkommende har. Jeg er ikke selv transkønnet, men som en udefrakommende, så synes jeg det virker utroligt mærkeligt.
  Også derfor nævner jeg intet navn gennem hele min anmeldelse, for man bliver ekstremt i tvivl om hvilket køn hovedpersonen har og det er jeg stadig.
  "Marius" taler om "Vivi" som om det er en anden person og at man har et valg om man vil være transkønnet eller ej.
  Det giver et helt forkert billede af hvordan det må være at være transkønnet.
  Selvfølgelig kan man være i tvivl om sin kønsidentitet og der kan også være forskellige årsager til at man trækker det tilbage hvis man har identificeret sig højt til andre. Men jeg synes ikke det hænger sammen i denne historie.
  Det er så tydeligt at dette ikke er et emne forfatteren brænder for, da der mangler både liv og sjæl i hovedpersonen og de rigtige fakta i forhold til hvor og hvordan behandlingen fungerer mangler.
  Troværdighed er der intet af og det er ikke kun i forhold til det med transkønnethed men hele historien.
  
  Hovedpersonen har ikke fortalt nogen at vedkommende er transkønnet, men pludselig tager det hele en drejning som virkelig ikke er for god.
  På bagsideteksten står der at hovedpersonen vælger at at springe ud, men det er ikke helt rigtigt.
  Hovedpersonen fortæller det til sin søster på en shoppetur efter tøj til sidste skoledag, hvor de er en gruppe der skal klæde sig ud som piger.
  Liva tager det overraskende godt, men bruger ord som 'transvestit' og det er ikke det rigtige begreb. Det er desuden ikke noget unge mennesker bruger nu til dags. Det er dybt forældet og ret nedladende.
  Efter den afsløring sparker Liva nærmest hovedpersonen ud af skabet foran hele familien og pludselig ved alle det. De lavede en aftale, men det er tydeligt at hovedpersonen ikke er komfortabel med at skulle fortælle andre om det, men det tromler søsteren lige over.
  Hvordan ville man selv have det med, at ens kønsidentitet som ligger udenfor majoriteten, bliver tvunget ud af én til andre mennesker før man er klar?
  Det er overhovedet ikke okay!
  Ens kønsidentitet er folks egen sag og som ven eller familie viser du bare slet ikke din støtte ved at sige det videre til alle og enhver, samt nærmest råbe det ud over det hele til en skolefest. Heller ikke i forsøget på at hjælpe. Det er manglende respekt.
  Generelt er der mange ikke særlig gode episoder og udtalelser, som giver et skævt billede af hvad der er iorden og rigtigt.
  For eksempel hovedpersonens ven Tobias, som får det at være transkønnet til at lyde som en psykisk sygdom, som hovedpersonen bliver helt paf over. Tobias foreslår at hovedpersonen burde få noget hjælp hos en læge eller psykolog og at det bare er en fase, og det reagerer hovedpersonen ikke videre positivt på. Det er en forældet forestilling, som bare skal blive i graven.
  
  Der er også forklaringen om at hovedpersonen er en minoritet og at det kun er derfor vedkommende skal behandles ordentligt, men hvis det er en biologisk pige skulle man ikke.
  Gennem hele bogen bliver piger behandlet som om de bare må finde sig i, at få hevet op i kjolen og at drenge gramser på dem. Fremstillingen om at det bare er en del af at være pige/kvinde er jo helt ude af proportioner. Det er aldrig nogensinde okay og man skal aldrig nogensinde tro at det er okay.
  Også her virker synet på piger/ kvinder enormt forældet og drenge/mænd bliver set som nogen der ikke kan styre sig og at det er helt normalt.
  
  Plotmæssigt synes jeg ikke bogen fungerer. Der er for eksempel den her voldtægtsforbryder, som alle åbenbart ved hvor holder til.
  Det jeg undrer mig over er, hvis det er så koncentreret et område og så mange tilfælde, hvorfor er der så ikke noget politi?
  Og hvorfor lægger hovedpersonen sig til at sove på en bænk der, når vedkommende lige har fået det at vide?
  Det virker forceret og ikke særlig gennemtænkt eller gennemført.
  Voldtægtsforsøget som hovedpersonen bliver udsat for, får hovedpersonen til at genoverveje sin kønsidentitet.
  Der bliver også rejst spørgsmålstegn af hovedpersonen ved om det overhovedet var et voldtægtsforsøg, da vedkommende reagerede fysisk på mandens berøring.
  Det er den slags der gør, at så mange voldtægter ikke bliver anmeldt.
  Der skal ikke være tvivl om den slags. Ville du? Nej. Godt, så er det voldtægt. Det kan ikke gøres op i om kroppen reagerer.
  
  Bogen er desuden også enormt krops- og kønsfikseret. Hovedpersonens kæreste er åbenbart ikke en str. S, bliver kaldt erotisk buttet og med en dertilhørende beskrivelse af mærkelige folder.
  Der er flere nedgørende beskrivelser, som jeg personligt ikke synes er særlig rare at læse.
  Der er noget uligevægtigt og nærmest sygeligt over de mange skæve fokus på vægt, krop og udseende.
  Hovedpersonen har også et problem med egen krop, men jeg synes der er noget mystisk ved det. Jeg kan dog ikke sige mere om det, da jeg aldrig har stået i den situation.
  
  Ydermere så synes jeg bestemt at når man skriver en bog om en transperson, så skal man have styr på sine pronominer og navne.
  Hele vejen igennem bliver der keglet rundt i hun, hende, han, ham, Vivi og Marius. Der er et sted i bogen, hvor hovedpersonen selv forklarer om brugen af det, men derfor virker det også endnu mere useriøst, at forfatteren ikke har styr på det gennem bogen.
  Derfor bliver man som læser også virkelig i tvivl om hvad det egentlig er der foregår.
  Der bliver også rundhåndet kastet rundt med pige og kvinde, endda om den samme person og sådan fungerer det jo heller ikke.
  Det irriterede mig grænseløst at der ikke var mere styr på det.
  Begreber som 'føler sig som' er også forkert. En transperson FØLER sig ikke som det andet køn end det biologiske man er født med. En transperson ER det køn.
  Hovedpersonen virker ikke som om vedkommende er sikker på noget som helst, så hvordan skal læseren kunne være det?
  Vi får ikke noget rigtig baggrund eller forhistorie for hovedpersonens erkendelse af at være transkønnet, hovedpersonen opfører sig ikke som en der er bekendt med at være en minoritet - altså ingen forsigtighed. Heller ikke på trods af at hovedpersonen er medlem af en gruppe for transkønnede på Facebook og har søgt på nettet efter viden.
  Hovedpersonens følelsesliv, tanker og beslutninger virker mærkelige, uovervejede og fejlagtige.
  Derudover er der også den forkerte fremstilling af kønsidentitet, samt seksualitet, for det er ikke noget man går og vælger og man kan ikke bare tænde og slukke for sin transkønnethed. De traumer, verbale og fysiske overgreb transkønnede kan opleve bliver sat frem til offentligt skue som var det underholdning.
  Andre menneskers traumer er ikke underholdning og der skal være en konkret og tydelig mening med det før jeg vil synes bogen er vigtig. Hvilket den her ikke er. Det er et klokkeklart eksempel på fejlinformationer, manglende research, grundighed og ikke at have emnet tæt på hjertet.
  
  Jeg oplevede bogen som meget useriøs og fejlfyldt. Som læser ved jeg ikke hvad historien vil fortælle. Er det en coming out historie, en fortælling om overgreb eller en bog om at være ung og skulle finde sig selv?
  Den fejler på alle parametre.
  En læser som ikke ved ret meget indenfor LGBTQ+ vil måske ikke kunne se hvor forkert en fremstilling den har. Den læser vil ikke vide alle de problemer den er fyldt med.
  
  Bogen er ikke oplysende. Den er ikke underholdende.
  Den er useriøs og fejlagtig.
  Den er dybt problematisk.
  
  Jer der kender min anmelderstil ved godt, at jeg altid forsøger at finde noget positivt ved en bog, selv hvis jeg ikke kan lide den.
  Det har ikke været muligt for mig her.
  Personligt synes jeg ikke den burde have været udkommet. Der er for lidt research på emnet til at bogen har en snert af autencitet.
  Jeg ved der har været betalæsere på, men i en situation som denne er det bare ikke godt nok.
  Det her er ikke en own voice historie, så når man skriver om en minoritet som denne, så bør man have facts straight, få en masse feedback fra transkønnede læsere og ikke mindst have respekt for den gruppe man skriver for, som også gerne skulle kunne ses og mærkes i historien. Så skal man lytte til feedbacken der kommer tilbage.
  Research, grundighed, detaljer, feedback.
  
  Jeg er enormt skuffet over bogen og bestemt også over forlaget, som ikke burde have udgivet den i denne tilstand.
  Jeg kan på ingen måde anbefale den her til andre.
• 
  Line

  Åbenbart stikker man hurtigt hånden i en hvepserede, hvis man udtaler sig om denne bog. Men jeg MÅ altså dele mit synspunkt og min forundring. Jeg bør åbenbart starte med at bekende, at jeg hverken er transkønnet eller teenager og derfor nok ikke målgruppe for bogen.
  
  Blandt mange af de kritikpunkter jeg har læst er:
  
  1) Man bør ikke skrive om en transperson, når man selv er ciskønnet. Og her er jeg forvirret! En forfatter skriver sjældent om sig selv - hvem ville f.eks. gide læse om en 50-årig mavesårsramt revisor fra Varde med et gennemsnitsliv? Må jeg, som handicappet kørestolsbruger, kun skrive en roman, hvis hovedpersonen er en 40-årig, kvindelig kørestolsbruger? Eller må min hovedperson godt være en 25-årlig mandlig atlet? Må en kvinde på 70 ikke skrive en roman om en teenagedreng? Er det minoritetsgrupper, vi ikke må skrive om … med mindre vi selv tilhører den minoritet? Der er gjort research til denne bog - nogen mener så, den ikke er god nok, åbenbart. Som handicappet VED jeg, at jeg bliver pissed, hvis folk udtaler sig om mit handicap eller sygdom, hvis de ikke forstår den og jeg går ud fra, det er det, der må være galt her, men det meste kritik jeg har læst, forstår jeg bare ikke.
  
  2) Mange virker rasende over titlen, der opfattes som negativt ladet og fordømmende mod transseksuelle. Den referer dog til en udtalelse i bogen, der bliver påklistret hovedpersonen. Og er det ikke netop det, man som minoritet oplever? Og det er jo det, hovedpersonen føler sig reduceret til - en ‘fucking trans’. Ikke Marius. Ikke Vivi. En ‘fucking trans’.
  
  3) Endnu et kritikpunkt lyder: Vivi bliver konsekvent omtalt som en anden person, ikke en del af Marius - de er adskilte. Men det sker jo netop, da hovedpersonen bliver overfaldet og det bliver kædet sammen med oplevelsen af at springe ud. Vivi bliver dermed forbundet med noget smertefuldt, som hovedpersonen prøver at fortrænge - ‘hvis det skete for Vivi, og Vivi ikke er en del af mig, er det ikke sket’.
  
  4) Der er for meget fokus på køn, krop, identitet, udseende, vægt, mener en del læsere. Men … plejer ungdomsromaner ikke at gøre det? Er det ikke essensen af teenageårene?
  
  Når jeg sammenligner fortællingen med de udtalelser og historier fra de transkønnede jeg kender, kan jeg kun sige, jeg genkender mange ting. De er godt nok af en anden generation, så der kan selvfølgelig være en diskrepans i forhold til, hvordan det er at være transkønnet anno 2021. Jeg ville aldrig have gættet på, denne roman kunne skabe den debat, det har gjort. Jeg troede, jeg læste en helt gennemsnitlig ungdomsroman, der havde alle de elementer, der normalt hører til denne genre. Jeg troede, jeg læste en roman, der var meget oppe i tiden og relevant. Åbenbart tog jeg fejl … men ud fra de kommentarer jeg har læst, har jeg endnu ikke helt forstået, hvorfor jeg tager fejl. Det er som om hver læser lægger noget forskelligt i læseoplevelsen og ordene.
• 
  Voldemort Snekkersten

  Egentlig ikke så dårlig som jeg havde regnet med. Dog må jeg give de andre anmeldere ret i, at hovedpersonen mangler noget personlighed. Desuden er det ret problematisk at hovedpersonen begynder at fastholde at han er en dreng, fordi... Han fik stiv pik da han blev voldtaget? Det er problematisk da netop seksuelle overgreb bliver brugt som grundlag for at nægte transkønnede adgang til livsvigtig behandling på CKI. Til sidst bliver han så gruppepresset til at springe ud igen af en transkvinde. Igennem historien er hovedpersonens identitet ikke noget han selv får lov til at styre, gang på gang bliver han presset til at springe ud eller gå i skabet, uden at han selv tager styringen. Det er også mere en historie om voldtægt og at hele fra voldtægt end det egentlig er en historie om at være transkønnet.
• 
  EvaLovesYA

  Had to read it.
• 
  Meraki P. Lyhne

  Denne roman vil jeg kategorisere som en psykologisk thriller med hovedvægten på det psykologiske aspekt. Bogen giver en dyb og grunding indsigt i den sekstenåriges sind, følelser og forvirringer, mens der er intriger og lidt krimi i kanten. Det er ikke en nem bog at læse, og jeg tvivler på, at forfatteren havde for øje at skrive en bog for at underholde, da Carina Evytt skrev denne.
  
  Hovedpersonen er en sekstenårig transkønnet pige, og læser bliver introduceret, da hun stadig lever som Marius. Hun identificerer sig kort efter som Vivi, og her begynder den ruchebane af psykologi, som får mig til at kategorisere bogen som en psykologisk thriller. Bogen er skrevet i første person fortæller, hvilket trækker læser helt ind under huden på hovedpersonen.
  
  Målgruppen synes at være cis (mennesker som identificerer sig med sit fødte køn) og måske unge transkønnede, som stadig ikke helt kan finde rundt i alle de nye udtryk, og hvad fremtiden måske har at byde på som især kvinde.
  
  Jeg er selv transkønnet mand, og jeg genkendte utroligt mange tankemønstre og personlige udfordringer. Så mange, faktisk, at minder, som jeg lykkeligt har glemt alt om, kom tilbage. Bogen gav mig derfor mulighed for at reflektere over min fortid samt den rejse, jeg har været på ind til nu, hvor jeg har været på hormoner i over 3 år og ikke længere bliver fejlkønnet i offentlighed. Kun de, som har kendt mig i over 10 år kan stadig komme til det, men de gør det ikke af ondskab. Dead-naming (at bruge en transkønnets gamle navn) forsvinder ikke sådan lige, og der er adskillige faldgruber, hvor jeg endda selv skal tænke tingene igennem, før jeg fortæller folk noget om min fortid. Det hører med til rejsen. Jeg kan endda komme til at fejlkønne mig selv, når jeg omtaler min far som morfar overfor min søn! Han er jo farfar, nu.
  
  Det er helt sikkert, at der er stor forskel på at være transkønnet mand og transkønnet kvinde. Hvor meget vi end gerne vil bryste os af et samfund med ligestilling, så genkender jeg det modsatte på min rejse end hvad teenageren i bogen oplever, men jeg kender transkvinder, som fortæller lignende oplevelser af samfundet, som Carina Evytt giver indsigt i ved at fortælle denne historie.
  
  Personligt synes jeg det er fedt, at en CIS tør tage emnet op og endda formår at skrive en roman, som giver så stort ekko i mit liv og oplevelse af at være transkønnet. Tak for repræsentationen! Det er tydeligt, at Carina Evytt har gjort sig en del research, tale med, lyttet til og taget sig tid til at forstå mange af de forvirrende tanker og følelser, nogle af os har. Jeg skriver nogle, for der er selvfølgelig transkønnede, som ikke oplever verden som mig og Vivi. Vi er også individer. Nogle møder forståelse og opbakning. Andre vælger at blive hele og går derfor en fremtid i møde alene.
  
  Jeg har set at romanen har fået en ret hård medfart, hvorfor jeg valgte at læse og anmelde den. Jeg er selv forfatter. Jeg skriver LGBT, men jeg skriver ikke transkønnede hovedpersoner, for det er for ”tæt på” for mig. Jeg er ikke klar til at reflektere over visse aspekter, men jeg er positivt overrasket over, hvordan problematikkerne i denne roman har hjulpet mig til indsigt i min egen transkønnethed.
  
  Jeg håber, at cis læsere vil holde op med at være fornærmede på transkønnedes vegne over denne bog og læse den for hvad den er: En god historie med en transkønnet hovedperson, som oplever hvad jeg og mange andre har. Endda den hårde scene… At læse debatterne fik mig faktisk til at føle mig som et biologisk offer, som skal overbeskyttes af majoriteten. Jeg følte mig … reduceret som menneske, hvilket jeg tvivler på var folks hensigt, da de trådte frem og kritiserede bogen.
  
  For mig er denne bog en genlæser, da jeg fandt den både troværdig men hård, sød, provokerende og opmuntrende. Alle disse tillægsord til sammen udgør i min optik god litteratur, og jeg håber på at en genlæsning vil yde mere stof til eftertanke, for min udvikling som individ er ikke færdig, bare fordi jeg nu har været på hormoner længe nok til, at ingen ser kvinden, jeg blev født som.
  
• 
  Alex Larsen

  Just nope.
  
  Kan slet ikke overskue mængden af negative ting i/ved denne bog. Nogle af de andre anmeldelser går meget mere i dybden, så tjek dem ud! :)
• 
  Jamie

  Denne bog er så ekstremt transfobisk, at den ALDRIG skulle have været udgivet. At tænke sig en forfatter med så lidt situationsfornemmelse er næsten umuligt men her er hun så.
• 
  Mie

  Normalt anmelder jeg ikke de bøger jeg har læst, men da denne her haft en masse modgang, har jeg valgt at give mit besyv med.
  
  Egentlig synes jeg den første del og slutningen var god. Her får man et godt indblik i nogle af de udfordringer hovedpersonen har ved at fortælle venner og familie om sit rigtige køn, men også udfordringen ved noget så simpelt som at købe nyt tøj.
  Mange har kritiseret at hovedpersonen præsenterer sig som Marius, men for mig gav det god mening, da hun på dette tidspunkt ikke har fortalt nogle om at være Vivi, og det er Marius alle kender hende som.
  Søsteren er den første der får det at vide, og til Vivis (og læserens) glæde tager hun rigtig godt imod det, støtter hende, og opfordrer hende til også at fortælle det til andre. I bogen får man information om at både Vivi og moren er med i støttegrupper, for henholdsvis transkønnede og pårørende.
  
  Dagen hvor Vivi er til sidste skoledag, synes jeg dog blev lidt for meget, da hun bliver udsat for flere overgreb af forskellige karakterer, og selvom der i starten er givet en advarsel, synes jeg det virker som om, at forfatteren har prøvet at udsætte hende for så meget som muligt.
  
  At Vivi bliver udsat for så meget som hun gør, gør at hun begynder at tvivle på om hun virkelig er en kvinde, og begynder at kalde sig Marius igen. Heldigvis får hun støtte fra flere sider, og Vivi føler sig igen tryk ved at stå frem som den hun er.