| Title | : | BOB |
| Author | : | |
| Rating | : | |
| ISBN | : | - |
| ISBN-10 | : | 9788743400905 |
| Language | : | Danish |
| Format Type | : | Paperback |
| Number of Pages | : | 156 |
| Publication | : | First published January 8, 2021 |
Bob ved ikke rigtig, hvad han skal. Hans kæreste har travlt med sit nye studie. Hun er hende fra de. Selv arbejder han lidt på Sømandshotellet, indretter deres nye etværelses og fortaber sig i Københavns gadenavne. Mest af alt ønsker han sig en fremtid med hende. Hun er romanens jeg-fortæller. Men hun fortæller udelukkende om Bobs liv - især det, hun ikke selv er en del af.
- Tænk, at vi på et tidspunkt skal giftes og have børn.
Han havde sagt den sætning tidligere, senest i forrige uge, og bagefter havde han tænkt: Sådan siger jeg ikke igen før om lang tid. Og nu havde han allerede gjort det.
BOB er en selvstændig fortsættelse af de fra 2018.
BOB Reviews
-
Very melancholic, very empathetic towards the main character, the author once again demonstrates that she masters to create a very dense atmosphere filled with sympathy for the main character. No irony, no poking fingers, only a profound tristesse that he somehow cannot live up to all the expectations, even though he does his very best. Sad, just sad.
-
I dag udkommer Helle Helles roman BOB, og få danske forfattere er som hun både en kritikernes og læsernes forfatter der nyder alles bevågenhed når hun nedkommer med et nyt værk. Vandene deler hun alligevel, andet ville også være mærkeligt når hun skriver som hun gør. Men min egen begejstring har været udelt siden jeg lærte at læse hende med den langsomhed og sproglige opmærksomhed bøgerne fordrer (rettet mod det der siges, måden det siges på, men måske mest af alt det der ikke siges - men som alligevel kan mærkes når man mærker efter, dét og så sukket og suget i brystet bagefter). Hvad er BOB for en bog? Dens handling kan i korte træk gengives på få linjer, det har forlaget allerede gjort i deres omtale af bogen. Men som det er med Helles romaner, er de så fortættede at den egentlige handling slet ikke lader sig referere, den er langt større end den der står i bogen. Den er et ekstrakt; det er som på en børnetegning hvor et træ står for en hel skov. BOB handler om meget: om afstanden imellem to engang elskende der nu er forskellige steder i et forhold, om at miste, først langsomt og umærkeligt og så mere og mere sikkert så det til sidst også går op for én selv, evigt tabes det tabte ("alene tanken om hendes små lyde, de spaltede hårspidser"), om at se og at længes efter selv at blive set (og med 'set': genkendt, anerkendt) og også blive det, men af de(n) forkerte. BOB er hovedpersonen i bogen, men ikke rigtigt i sit eget liv, og slet ikke i kærestens, der samtidig er fortælleren, men som vi næsten ikke hører noget om. Hun er lige så fraværende i bogen som hun har været i forholdet. BOB er virtuost skrevet og stærkt konciperet, og den skal slet ikke læses om, men læses.
-
Den sørgeligste roman jeg længe har læst.
Man kan roligt forberede sig på en hel knude i maven over den fine, men naive hovedpersons skæbne i 1980ernes Vanløse og København. Man opdager det måske ikke med det samme, men det bliver værre og værre som bogen skrider frem. Puh ha. Men alligevel: Hvor ER det bare godt lavet.
Helle Helle skriver stadig nøgternt og underspillet, med gode ord. Og hun må have en god erindring om 1980erne, for endnu engang får hun i hvert fald denne læser lige lukt tilbage i start90ernes København, hvor jeg selv boede i Vanløse. Og så viser hun nænsomt og umærkeligt, hvor svært det er at indgå i relationer i nye omgivelser.
Bob har til sidst ingen kraft i sin hånd. Hul i jakken. Han havde aldrig fået klaget. Men han kan altid lave en suppe. Flække et pitabrød og riste det. Mad indgår på lige fod med andre karakterer. Det samme gælder gadenavne.
Ålekistevej, Jydeholmen, Apollovej, Langdraget, Linde Alle, Kastanie Alle, Bogholder Alle, Jernbane Alle og mange andre... Og turen i bus 29 og især bus 14 har jeg da ikke tænkt på i årevis, men det kom lige durk tilbage til mig med "Bobs" beskrivelser. Det samme gjorde bageren på hjørnet på Ålekistevej, hvor et rugbrød i bogen kostede 12 kroner, og ikke var pengene værd, fordi det var svært at skære. Og hvor der var lukket om mandagen, men så kunne man købe en spandauer i automaten udenfor. Det er så kort tid siden, og så længe siden. Det er fine detaljer, som gør Helle Helles tekst troværdig og læseværdig.
Sjovt var også udflugten til Markvej nær Grøndalskirken, hvor det karakteristiske kvarter med små rækkehuse er godt beskrevet. Der har jeg selv været på besøg hos venner mange gange, hvilket jeg OGSÅ havde glemt, indtil Bob tog turen tilbage.
Nu er det jo langt fra overflade og geografi det hele. Men det er et sted at starte, når man skal fortælle om bogen. Og byens forskellige kvarterer og gader omslutter Bob, og er altså næsten karakterer på linje med Bobs bekendtskaber. De konkrete gader og stræder beskrevet i bogen giver mening for mig, som selv går i de samme gader i det daglige.
Bob havde "...for en tid mistet orienteringen, men så kom Landbohøjskolen"... Ja, det er vanskeligt at finde vej, når man er ny i byen, man kan hurtigt få "spejlvendt Nyhavn" som det sker. Og selvom man står på Kgs Nytorv kan der godt være langt til Sankt Annæ Plads, på en hel masse planer.
Karakteristiske ting fra 80erne er der masser af: bageren der holder mandagslukket, makaroni, Brd. Strecker. Tyvekronesedler, kalkun-cordon bleu. Diesel til 3,74 kr. pr. liter, Nytler (nudler), yaccastueplanter, telefonbokse og tilhørende mønter, fysiske opslagsværker som leksikonet "Focus", hvor man kunne slå ord som fx marketing op. Skibsbrikse, stuebirke, kinasko, strikkede benvarmere, madpandekager og bagte kartofler. Og franskbrød og gifler. Drinks på "Step in" bestående af rom og ananas. Og klippekort som kunne blive så bløde, at man ikke kunne stemple dem i automaterne på stationerne.
For mig personligt var det også morsomt at møde en svigerfamilie, der ligesom min egen har tradition for at komme for tidligt. I bogen kommer de 40 minutter tidligere end tilsagt til morgenmad kl. 8... det ville jeg hade. Og som min egen svigerfamilie også kunne finde på, så gives der en udførlig forklaring om hvordan turen har været, trafikken på Farøbroen, færgetrækket ved Holeby og vejarbejdet ved Tappernøje. Lidt sjovt.
Lidt sætninger, jeg tager med mig:
"Skal du bruge rullen?"
"Har du erfaring med cappucino?"
"Skove var ikke hans gebet..."
"Hareskov mangler en endelse"
"Han vidste godt, han ikke var den store vasker..."
"Han var højt hævet og som nul og niks"
"... generelt blev der talt alt for lidt i de bøger, han fik anbefalet"
"Bob kunne holde vejret hen over en hel weekend. Dagene punkterede, de faldt sammen over ham som teltdug."
"Hvad laver I egentlig om aftenen uden fjernsyn? sagde Bobs lillebror. - Vi sparer sammen, sagde Bob"
Nå. Det var en god bog. Kort og "letlæst" - men så kan man bare læse den igen. Det har jeg allerede gjort. Jeg kan virkelig lide sproget, der er så enkelt på overfladen. Og lige under overfladen får vi så undervejs små bidder af uendelig tristhed, der gemmer sig bag Bobs gøren og laden med den lille lejlighed og med at finde ud af, hvad han vil. Og den glimtvise kynisme i omgivelserne, når Bob franarres sin opsparing i pyramidespil og frastjæles sit nyindkøbte velourstof.
Det er jo helt utroligt, så lang Hvidovrevej er. Det tager jeg også med mig. -
Helle Helle fastholder den stramme nøgterne stil, som karakteriserer hendes værker, og allerede i første sætning står det klart for læseren, at man nu er trådt ind i Helle Helles banale hverdagsunivers.
I ’Bob’ følger vi Bob, hvis historie fortælles af en jeg-fortæller, som vi kender fra ’de’. Hende fra ’de’ er nemlig flyttet sammen med Bob, og hun fortæller om hans liv – det nuværende, og det der var før hende.
Bob ved ikke helt, hvad han skal i livet. Han vil gerne have et studierelevant studiejob, men det er lidt svært, når han endnu ikke ved, hvad han skal studere. Der er jo mange muligheder. I stedet finder han arbejde på Sømandshotellet, hvor han hilser gæster velkommen i receptionen. Her får han mange timer til at gå, både når han er på arbejde, men også når han bare ikke lige ved, hvad der skal ske. Hans kæreste, som fortæller historien, hat travlt med sit studie. De er netop flyttet sammen, og mens han drømmer om deres fælles fremtid, indretter han den lille lejlighed og fikser stort og småt.
Bob er meget optaget af ord og sætninger, og han kan bruge timer på at overveje, om han skal sige hej eller velkommen, når nogen træder ind i lobbyen. Han kan falde i staver over gadenavne og stednavne, og hans interesse for sproglige konstruktioner afspejler forfatterens talent for samme. Helle Helle fastholder den stramme nøgterne stil, som karakteriserer hendes værker, og allerede i første sætning står det klart for læseren, at man nu er trådt ind i Helle Helles banale hverdagsunivers:
"Flytter Bob og jeg så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket. Op og ned ad trappen gik det, Bob bar næsten alt."
Det lyder måske kedeligt, men det er det aldrig. Tempoet snegler sig afsted, men under overfladen lurer dramaet. Det uforløste, usagte indre drama er forfatterens helt store talent. Hun har gjort det til sit varemærke at fortælle store historier med et minimum af ord. Det skrevne drama er måske en løs skrue, en vissen plante eller et forkalket badeværelse. Men i små samtaler åbenbares universelle, eksistentielle temaer såsom rådvildhed og ensomhed:
"– Det må være svært at flytte til storbyen helt alene, sagde Kola.
– Nåh, sagde Bob. – Jeg er jo ikke alene.
– Er du ikke?
– På en måde er jeg måske, sagde Bob."
Selvom jeg brugte lang tid på bogen – sideantallet taget i betragtning – sidder jeg alligevel tilbage med følelsen af, at der er mere at komme efter. Og er det i virkeligheden ikke også bare det bedste? At der er god grund til at tage den ned fra reolen igen snarest for lige at få de sidste brikker på plads. Jeg glæder mig i al fald allerede til gensynet med denne pragtfulde sproglige og stilsikre perle.
’Bob’ er i øvrigt en uafhængig fortsættelse af ’de’ og kan læses udenom sin forgænger, men man snyder sig selv for en masse referencer, hvis man springer ’de’ over. Så hermed en anbefaling om at læse begge.
Det føles passende at slutte anmeldelsen af med dette pragtfulde citat:
"Programmet sluttede. Vi havde valgt tres grader kulørt til det hele."
https://bookmeupscotty.blogspot.com/2... -
En ny bog af Helle Helle er altid mødt med stor forventning, og heller ikke denne gang bliver man skuffet. Den lille bog om Bob er en typisk Helle Helle-roman og dog ikke, for hver bog udvikler hun sig sprogligt og fortællemæssigt, og man ser frem til næste. Læs hele anmeldelsen på Bøgernes Labyrint:
https://boegerneslabyrint.wordpress.c... -
ANMELDEREKSEMPLAR MODTAGET FRA FORLAGET GUTKIND
’- Tænk, at vi på et tidspunkt skal giftes og have børn. Han havde sagt den sætning tidligere, senest i forrige uge, og bagefter havde han tænkt: Sådan siger jeg ikke igen før om lang tid. Og nu havde han allerede gjort det.’ Bob er flyttet sammen med sin kæreste fra forældrenes gård på Lolland til en etværelses i Vanløse. Hun er startet på studie og han vil gerne have et studierelevant studiejob. Men det er svært at finde, når man ikke engang ved hvad man vil studere. I stedet får han job på Sømandshotellet i Nyhavn. Når han ikke er på arbejde, indretter han den lille lejlighed, driver rundt og forsøger at få tiden til at gå, mens hun har travlt på studiet og med nye venner og han langsomt mister mere og mere af sig selv.
BOB er en selvstændig efterfølger til romanen ’de’ fra 2018. Bobs kæreste er hende fra ’de’ og hun er også romanens jeg-fortæller. Men hun fortæller udelukkende om Bobs liv – især det, hun ikke selv er en del af. For første gang har Helle Helle skrevet en roman, væk fra det velkendte miljø på Lolland. Og hovedpersonens ensomhed driver ned ad siderne. Bob driver frem og tilbage mellem Vanløse og Nyhavn, mens han opremser gadenavne eller vandrer i ring om Damhussøen. Helle Helles bøger er hurtigt læste, men sidder længe i kroppen. Under den trivielle dagligdag lurer dramaet og bruddet.
Jeg har holdt af Helle Helle og hendes minimalistiske skrivestil i mange år. Og hun bliver ved med at overraske mig med de underliggende tematikker i ’de’ og BOB. Der er sket meget siden fx ’Ned til hundene’ og ’Dette burde skrives i nutid’. Et forfatterskab der ligner sig selv, men samtidig er begyndt en vandring ud af en ny sti. Men jeg elsker stadig Helle Helle. Jeg synes du skal læse BOB. Men måske du skal læse ’de’ først. BOB udkom i går, d. 8 januar fra forlaget Gutkind. Rigtig god læselyst. -
Fantastisk. Får lyst til at starte forfra for at få historien om Bob gennem hendes øjne igen. ❤️
-
'De vaatdoek hing over de waterkraan als nooit tevoren.'
-
(3,5?) Konkluderer at det er sjovere at læse Helle Helle af egen fri vilje i forårssolen med en kop kaffe i hånden, frem for at læse Helle Helle i kompendie format på gymnasiet med hensigten at skulle analysere alle linjerne (og det der står imellem dem). Hun skriver fremragende, og jeg forstår nu godt at det er pensum.
-
Bob er en skrue.
2,5 stjerner. -
Jeg læste 'de' af Helle Helle lige før jeg kastede mig over 'Bob', da jeg havde hørt at der er gennemgående karakterer og det er ganske rigtigt den 'Bob', som den 16-årige kvindelige hovedperson deler vennekreds med i Rødby-området i en periode i 'de'.
Bob bor på en gård, hvor hans forældre dyrker roer. Han virker rolig og god til at drikke øl, men træder ikke særligt frem i 'de', selvfølgelig, for det gør kun hovedpersoner og meget få bipersoner i Helle Helles romaner.
Det gør han så til gengæld i 'Bob', hvor han stadigvæk i 1980'erne, er flyttet til Vanløse med sin kæreste, som faktisk er fortælleren i romanen, og hun beskriver hvordan Bob ikke har uddannelsesplaner i København, men lidt tilfældigt får job på et hotel i Nyhavn. Fortælleren er meget væk på uddannelse og i studiegruppe og Bob har således meget tid han skal bruge alene i byen. Han kører med busser og s-tog og går viljeløst rundt meget af tiden i det, som nok kan beskrives som en mild depressionstilstand.
Som i andre Helle Helle bøger sker der tilfældige møder, som der jo gør i livet, men det hele virker meget rodløst og kantet. Bob og kæresten får besøg af hans forældre og lillebror fra Lolland og rødderne til det helt andet liv på landet gør lidt godt, men er jo hurtigt væk igen.
Jeg er helt vild med hvordan Helle Helle i 'de' og nu i 'Bob' på en måde tager temaer op, i 'de' uhelbredelig sygdom og i 'Bob' depression og behandler dem med stor forståelse og kærlighed til sine hovedpersoner, samtidig med at sætningerne bliver mere og mere finslebne. Efter endt læsning sad jeg tilbage med en følelse af at have lyst til at kramme Bob og sige til ham at det nok skal gå for du er blevet set af fortælleren, læseren og Helle Helle og vi er alle i samme båd og må finde ud af det her liv sammen. -
Kompakt.
-
Jeg elsker bøger, hvor man MÆRKER noget. Og det gjorde jeg virkelig med “Bob”.
Jeg brød ud i latter og fældende en tåre over Helle Helles spot on menneskebeskrivelser, men mest af alt blev jeg så virkelig dybt og inderligt irriteret over Bob.
Hele hans eksistens minder mig om et sted på ryggen, hvor det klør noget så meget, men som man ikke engang forsøger at nå. Hans magtesløshed minder mig om et blad der ikke har nogen vilje om, hvor det blæser hen og bare hvirvler rundt i livet, styret af tilfældigheder, hvor end vinden blæser hen. For hvor vil Bob hen? Hvad vil han?
Og så er det sproglige univers bare eminent. Især synes jeg fokaliseringen er fantastisk. Man hører aldrig om jeg-fortælleren, der står ingen steder “jeg”, kun “Bob”, “man” eller “vi”. Meget spændende måde at skrive og læse på! -
Fin og levende historie fra eget velkendte kvarter. Klassisk Helle Helle.
-
so ein buch das man fertiglesen muss aber es zieht sich so dass man anfang und mitte der geschichte schon längst vergessen hat und eigentlich wieder von vorne anfangen muss.
handlung todlangweilig aber wie eine alte aber langweilige freundschaft, man bleibt der geborgenheit willen. und weil dann doch plötzlich ein satz oder abschnitt kommt, der an genialität grenzt und man sich ENDLICH WIEDER MAL ABER DANN SO RICHTIG gehört und gesehen fühlt.
"Bob schlief mit dem rechten Arm über dem Kopf, oder er schlief nicht, er müsste eigentlich Punkte sammeln, er müsste sich einen Job suchen und am besten einen studienrelevanten, aber er wusste nicht, was er studieren wollte oder ob überhaupt studieren. Er hatte auf den Fähren neunzehntausend Kronen zusammengespart, hatte das Geld noch nicht angefasst, und da war auch der blaue Daihatsu, der zum Verkauf stand, zu Hause auf dem Feld. Er wollte nicht Landwirt werden, und er wollte nicht Forstwirtschaft studieren, und er wollte so gar nicht Ingenieur und auch nicht Lehrer werden, oder das wollte er vielleicht schon, aber welche Fächer er dann wählen sollte, wusste er wiederum nicht. Und gleichzeitig war es auch umgekehrt, er könnte doch durchaus Landwirt werden, Forstwirt, Ingenieur, er könnte Deutsch oder Sport unterrichten, sogar Physik, natürlich unter der Voraussetzung, dass er jemals mit irgendetwas anfangen konnte. Doch er hatte zu alldem so gar kein Gefühl, keine Begeisterung. Vorsichtig drehte er sich auf die Seite, liess eine Hand zum Boden sinken. Bewegte sie vor und zurück in kleinen lautlosen Bahnen, bis er das Wasserglas berührte. Er hob es hoch, trank einen Schluck, stellte es wieder ab, leise."
"Es vergingen vier Monate, bis er wieder er selbst war, es war, wie seine Mutter sagte:
- Es dauert doppelt so lange, über Krankheit und Liebe wegzukommen, wie die Krankheit selbst dauert.
Man musste einfach nur warten. All dieses Warten. Bob konnte ein ganzes Wochenende lang die Luft anhalten. Die Tage hatten Platten, sie fielen über ihm zusammen wie Zeltdächer. Allein der Gedanke an ihre kleinen Geräusche, die gespaltenen Haarspitzen. Zuletzt wusste er nicht mehr, was am meisten wehtat. Der Verlust an sich oder all die verlorene Zeit. So war die Zeit vergangen."
"Und hier lief er am Rödby Kanal und schwitzte Bacardi aus. Die Felder rauschten, die altbekannten Lerchen sangen. Es war jedes Wochenende wieder dasselbe. Er wollte dabei sein, und er wollte nicht dabei sein. Fühlte sich höher als high und ganz weit unten. Doch wer wusste, wo mit andere sich herumschlugen. Einer in der Clique hatte eine Schwester verloren."
"Der Tisch deckte sich fast von allein. Bob las im Kaffeesatz, wünschte sich nichts weiter. Vielleicht zu Weihnachten einen Tennisschläger. Aber er spielte ja gar nicht Tennis. Aber er wünschte sich ja auch nichts weiter."
"Bob scheuerte den Herd gerne gründlich, auch wenn nur Kartoffeln gekocht wurden. Er sah fern, schlenderte umher, und wir machten Abendspaziergänge zur Landstrasse hinunter. Der Mond leuchtete, es brauchte also kein Licht. Die Linden warfen Schatten auf Feld und holprigen Kiesweg, eine Maus hastete. Still, sodass man flüstern wollte. Zu zweit über mehrere Jahre so tief zu schlafen, auf neunzig Zentimetern."
genau so ist das leben. -
Det er ikke noen storslått handling i denne fortellingen; historien fortelles mest mellom linjene. En roman om å bli voksen, om å høre til, finne sin plass og gå fra barndomshjem til ettroms, fra distrikt til storby, fra flørt til samboer - og om når man ikke får helt til noe av dette.
-
Likte og hata forteljarmåten på same tid. Interessant val å la kjærasten (?) til Bob å fortelje historia, når vi aldri får møte kjærasten. Eg likar Bob som karakter, veldig naiv men likande. Språket i boka er nok det som er mest merkverdig
-
4.5
-
Som altid en velskrevet bog fra Helle Helle. Nyder hendes præcise sprog. Men...
Jeg begynder at savne en ny historie. Det er som om hun skriver den samme historie, igen og igen og igen.... -
3,5 - wel heel knap gedaan, heb me gruwelijk geïrriteerd aan Bob…
-
Da jeg gik i gymnasiet lærte vi at Helle Helle var minimalisme - vi læste 'Biler og Dyr' og ' Fortælling om et roligt ungt par', snakkede om sproglig knaphed, plot der var skåret ind til benet, om 'sorte huller' i teksten som læseren selv skulle fylde ud. Efter at have læst 'Bob' tror jeg ikke rigtig at minimalisme holder som varedeklaration længere - okay, plottet er stadig skarpt skåret til, og i øvrigt ret Helle Helle'sk (firserne, mennesker fra Lolland-Falster i København, personer der driver rundt og ligesom ikke helt kan finde ud af tilværelsen), men sproget! Det er, for at bruge et ord der måske ville passe ret godt ind i 'Bob', pusseløjerligt, stritter i alle retninger, bruger underlige ord, sætningerne går i stykker. Kirschtorte, stavparket, Farøbroen der stiger som ål. Det gør virkelig opmærksom på sig selv, sproget på en måde jeg ikke kan huske tidligere i en Helle Helle-bog.
Jeg ved ikke helt om det er en god ting. Et eller andet sted ville jeg bare gerne lære Bob bedre at kende, som han driver rundt i Vanløse i firserne, arbejder på sømandshotel, laver mad til sin studerende kæreste og altimens bare bliver mere fortvivlet over det hele. Bob er vel en slags depressionsroman, og når det vil det er den virkelig knugende trist, men det ville jeg egentlig gerne have haft mere af. -
https://www.instagram.com/p/CJzUTcjLE6r/ -
Papirutgave. Biblioteket. Norsk, bokmål. Lettlest, litt melankolsk - veldig dansk, om Bob og hverdagslivet. Bra!
-
”Ut flyttar Bob och jag till Vanløse, vårt hem låg ovanpå macken, och vi hade stavparkett. […] Bob älskade gult tegel.”
Jag kan inte börja recensera Bob i någon annan ände än den berättartekniska. Här finns ett (i princip) outtalat jag, som är Bobs flickvän och också en allvetande och homodiegetisk berättare. Tillsammans med personens protagonist (Bob) sammanfaller de i ett vi, men makten över diegesen och karaktären Bob ligger hos flickvännen som dessutom nästan enkom väljer att berätta om saker han säger, gör och tänker när hon inte är med. Jag tycker det här är ett mycket märkligt men också vågat grepp. Det stör mig inledningsvis (en människa kan ju inte vara allvetande, tänker jag) men sen vänjer jag mig och mot slutet gillar jag det. Alla böcker har ju underförstått ett jag bakom sig, det kan vara mer eller mindre outtalat. Duras skrev: ”Alla författare talar om sig själva, vare sig de vill eller inte.” Här talar flickvännen om Bob, men egentligen är det väl hennes fantasier och tolkningar av honom vilket alltså säger mycket om henne själv. Jag uppskattar det ärliga uppsåtet i att synliggöra personen genom vars modus hela diegesen filtreras.
Det är en minimalistiskt och särpräglad skildring på bara 150 sidor om när Bob på åttiotalet som nyinflyttad Köpenhamnsbo – medan flickvännen studerar – ska sparka igång vuxenlivet. Men det vill sig inte riktigt. Han får något meningslöst extraknäck på ett hotell, han är ensam och vemodig, saknar mål och mening. Han tackar ja till att vara med i pyramidspel och så..
”Till slut visste han inte vad som gjorde mest ont. Att ha förlorat eller att förlora all den där tiden. Sedan hade tiden gått.”
Helle Helle har en säregen stil som bitvis är komisk med precis rätt tonträff, men emellanåt känns stolpig och konstlad. Däremellan finns mycket osagt. Mitt intresse är väldigt ojämnt när jag läser Bob. Jag gillade De bättre. Vissa passager får mig att utbrista ”fan va snyggt” men däremellan tappar jag fokus och mina tankar glider iväg på annat håll. Men jag älskar ändå karaktären Bob, känner med honom och igen unga mig i honom. Han funderar och drömmer, krånglar och ångrar.
”Han åkte in till stan för att ekipera sig på de små tvärgatorna bakom Strøget. Köpte en gul tröja och även en basker, men redan efter tjugo meter på Larsbjørnstræde ångrade han sig. Tyvärr gav de inte honom pengarna tillbaka, så han måste hitta något annat. han gick runt i butiken i nästan en timme, och till slut köpte han ett stycke velour som kunde läggas över sängen. Han blev tvungen att göra av med åttio kronor extra. Men när han reste sig efter en lång kopp kaffe på Teglgårdsstræde upptäckte han att påsen med tyget hade försvunnit.”
Plötsligt kommer den över mig, den tunga kvävande känslan som det innebar att ”ha hela livet framför sig”. Just det, hjälp, så var det ja! Alla val, möjligheter, förväntningar och krav, utbildningen, karriären, familjen, boendet. Hur ska det bli och hur ska det gå till, undrade jag. Lätt som en plätt, inget att oroa sig för, när man tittar i backspegeln, men säg det till Bob. -
Da jeg hørte plottet til Helle Helles ny roman, var jeg ikke tvivl om, at jeg måtte læse den. Et ungt par flytter fra provinsen til Vanløse for at studere, ligesom jeg selv gjorde for et par år siden.
Bogen omhandler det at flytte sammen med et andet menneske samt ønsket om, at det lykkedes. For personerne i bogen er det vigtigt, at flytningen sker på den rigtige måde. Især er det vigtigt for Bob, der gør sit ypperste for at forholdet og hjemmet fungerer. Bob vil forholdet. Men han ved ikke, hvad han ellers vil.
”Han ville ikke være agronom, og han ville ikke være forstkandidat, og han ville slet ikke være ingeniør og heller ikke lærer, eller det ville han på en måde.”
Jo længere man kommer i romanen, jo tydeligere er det, at forholdet halter trods Bobs gode intentioner. Jeget har studie, læsegruppe og et blomstrende socialliv. Hun er sjældent hjemme. Bob er altid hjemme.. Han er omgivet af ensomhed og tomhed.
Romanen ”Bob” læses ikke kun for handlingens skyld, men også for den utraditionelle fortællersynsvinkel. Der er tale om en jeg-fortæller, der agerer alvidende fortæller i forhold til karakteren Bob. Således kender vi Bobs handlinger, tanker og følelser.
Synsvinkel er et spørgsmål om læserens adgang til karaktererne. Normalt har man med en jeg-fortæller adgang til jegets egne tanker og følelser. Som regel er der overensstemmelse mellem, hvem der taler, og hvem der ser. Her er det jeget, der taler, men Bob som ser og oplever. Dette afføder mange interessante spørgsmål, for er det overhoved muligt, at en jeg-person kan vide alt om en anden karakter? Hvordan har hun adgang til hans tanker, minder og begivenheder, der finder sted uden hendes tilstedeværelse? Er det i virkeligheden sådan Bob tænkte og følte, da de boede sammen? Overordnet kan man sig, at der stilles spørgsmålstegn ved jeg-fortællerens pålidelighed. Alle disse overvejelser støder man på under læsningen af romanen.
Handlingen kan de fleste sætte sig ind i. Men fortællersynsvinklen indhyller det genkendelige i noget fremmed og anderledes. Disse to elementer er med til at gøre BOB til en rigtig spændende roman, som jeg varmt vil anbefale.
