de by Helle Helle

de Reviews

• 
  Maria Johansen

  ‘de’ foregår i 80’erne, men det eneste datid der er over Helle Helles seneste roman, er den sproglige flygtighed som afspejler livets gang. Brugen af nutid understreger netop angsten for det, der kommer og for, at noget skal være forbi. Ingen mestrer sproget som Helle Helle!
  
  I ‘de’ følger vi ’hun’ – en sekstenårig pige, som går på gymnasiet og bor sammen med sin mor. ’Hendes mor’, som er moderens betegnelse gennem hele fortællingen, er alvorligt syg, men, som det kendetegner Helle Helles skrivestil, introduceres læseren kun til sygdommen og det øvrige liv ved hjælp af det, der sker i nuet. Det er derfor igennem telefonopringninger fra sygehuset eller henkastede bemærkninger, læseren forstår, hvor alvorlig moderens sygdom egentlig er. Handlingen foregår i 80’erne – der er mousse i håret, telefonopkaldene er billigst om aftenen og centerbodegaens pommes nydes med rigeligt remoulade. Læseren lander i det stille Rødby på Lolland, hvor bussen har afgørende betydning for dagens og livets gang. Den er rødbyboernes forbindelse til omverdenen, og for en sekstenårig pige, er den en afgørende livline og stedet, hvor store tanker og dagligdagsdrømme finder sted.
  
  Som det altid er med Helle Helles tekster, bærer ‘de’ præg af en minimalisme, som tvinger læseren til at søge mellem linjerne, for hun beskæftiger sig ikke med traditionelle personkarakteristikker som beskriver sind og temperament. I stedet lærer vi karaktererne at kende på samme måde, som vi erfarer i den virkelige verden, hvor der heller ikke er en almenvidende fortæller til at hjælpe os på vej. Vi ved for eksempel at ’hun’ går med kinasko, at hun drømmer om at skrive romanen ”fortovstanker”, at det ikke er fedt at være borgerlig og gennem hendes uendeligt mange omsorgsfulde handlinger over for mor, ved vi, at hun elsker ’hendes mor’ meget højt. Det konkrete vinder over det abstrakte, og følelser forsøges ikke beskrevet eller forklaret, i stedet bager man måske et flute, lægger uden et ord telefonrøret på eller går baglæns ud af stuen.
  
  Hele romanen er, med meget få undtagelser, skrevet i nutid, hvorfor der forekommer sætninger såsom “ferien begynder for en time siden” eller “i morges ligger der en næsten ny kedeldragt”. Helle Helles sprog er lige så flygtigt som livet selv. Hun lader på én gang tiden gå i stå og opløser alt det, der skete for et øjeblik siden. Ingenting udfoldes uden læserens eget engagement og brugen af nutid understreger netop angsten for det, der kommer og for, at noget skal være forbi. Nutidsformen bliver således mere end blot en sproglig finurlighed. Den bliver en væsentlig del af indholdet og er med til at forme fortællingen om en ung piges liv og hendes forhold til sin mor. Med det in mente, kunne tidsformen næppe have været anderledes, fordi livet for en sekstenårig gymnasieelev netop altid leves i nutid.
  
  Dertil er der tilføjet små referencer til den ivrige Helle Helle fan, som føler sig særligt udvalgt til en hemmelig klub, når passager, steder eller navne fra tidligere romaner genbruges.
  
  ‘De’ er kort – og jeg ville ønske, jeg havde mere læsning tilbage – men Helle Helle får sagt det hun skal, og hun er skoleeksemplet på, at vi faktisk kan forstå hinanden med relativt få ord. Vi har at gøre med endnu en sprogligt skarp perle fra Helle Helles hånd, som trods et beskedent sideantal, er en bog, læseren kan bruge uger på at læse og fordøje.
• 
  Lukáš Cabala

  Mne sa jej štýl tak veľmi páči, je na ňom čosi detské, čosi násťročné a čosi také čisto ľudské.
  
  Chcel by som mať vo svojom teenage veku kamošku - ako sú hrdinky z kníh Helle Helle. Dnes mám! Ale kto mi nahradí tie dávne roky... :D
• 
  Michael

  I 2014 udkom Helle Helles seneste roman Hvis det er, og i år er hun atter aktuel – med romanen de. Det er 25 år siden, debut(roman)en Eksempel på liv udkom, og bogen markerer derfor samtidig forfatterens jubilæum. Som altid er det med en stor forventningsglæde, man kaster sig over en ny udgivelse fra forfatteren med den stramme stil og det ordknappe sprog. I titlen skæres der på hellesk manér ind til benet – den består jo af blot ét ord, nemlig pronomenet ”de” (som vel at mærke skrives med små bogstaver).
  
  I de går den 16-årige unavngivne hovedperson i gymnasiet i begyndelsen af 80’erne; hendes unge alder til trods har hun påfaldende mange lighedstræk til fælles med forfatterskabets øvrige, ældre kvindeskikkelser. Hun besidder en charmerende blanding af barnlig naivitet og gammelkloghed og navigerer i et ungdomsliv fyldt med lektier, veninder, fester og kurtiserende drenge. Tilsyneladende trivialiteter tillægges den største betydning fra sidelinjen af livet. Nogle gange mere iagttager end deltager hun i det, der foregår for øjnene af hende.
  
  Ungdoms- og gymnasielivet er bogens ene handlingsspor; det andet og mere betydningsbærende skildrer hovedpersonens forhold til sin mor og deres hverdag sammen. Deres forhold er fuld af latter, nærvær, ømhed og kærlighed. Men ”de”-konstellationen trues, da moren bliver alvorligt syg og indlægges på hospitalet. Hospitalsscenerne, hvor hovedpersonen besøger sin mor, er blandt bogens stærkeste og mest rørende. Netop fordi de viger udenom at tale om sygdommen, ja, sågar at nævne den ved navn, bliver det på en måde endnu mere sørgeligt. Fordi man fornemmer, der er en masse følelser, som der ikke bliver sat ord på. Hverken af mor eller datter. Det kommer der til gengæld fremragende litteratur ud af.
  
  Helle Helle vender i de tilbage til det stof, hun mestrer som ingen anden: nemlig sit eget. Som gennembrudsromanen og den (fortjent) kritikerroste Rødby-Puttgarden (2005), hvor forfatteren, der selv er opvokset i Rødby, for første gang skrev om det sted, hun kommer fra, foregår de også i Rødby (går man til bogen med en forventning om, at det er en efterfølger eller en toer, vil man dog blive slemt skuffet). Forfatterens kendskab til det sted, hun skriver om, kommer til udtryk i de troværdige miljø- og persontegninger.
  
  Bogen peger flere steder bagud i forfatterskabet mod tidligere bøger, men den peger samtidig – med anvendelse af forskellige formgreb og sproglige virkemidler – frem mod de bøger, der skal komme. Den er dog ikke mere eksperimenterende, end at den stadig lyder umiskendeligt hellesk. Og heldigvis for det; det er nemlig ikke ment som en kritik, men en (stor) ros.
• 
  Denisa Ballová

  Dánska autorka Helle Helle vo svojom útlom románe približuje vzťah oklieštený na minimum – mamu s dcérou, dcéru s mamou. Ostatné sa deje pomimo nich, v ústraní, na dánskom ostrove na konci sveta.
  
  Helle Helle píše útržkovito. Jej postavy vychádzajú z hmly, ktorá sa znesie na ulice dánskych miest po slabom daždi. V krátkych kapitolách, z ktorých niektoré majú len jeden odsek, píše o všednosti aj obyčajnosti našich životov, a potom tiež o únave, ktorá z toho vyplýva.
  
  „Ale nezvládá ten náhlý přechod k všednodennosti. Handrkování kvůli uzenému úhoři k obědu. Mlčení. To bude radši sama, jenže sama není.“
  
  Dejom sa tiež nesie neutíchajúci smiech mamy s dcérou, dôležité zblíženia po hádkach, náznaky lepších časov.
  
  Zvláštnosťou knihy Ony je prítomný čas, ktorý autorka používa v celej knihe. Všetko sa odohráva v tomto momente, a čo príde alebo bolo zostáva nemenné – súčasné. Mama a dcéra, dcéra a mama. Spolu sa brodia problémami, ktoré sú reálne ale zároveň mimoriadne. Mama rieši z nemocnice po telefóne dcérino prechladnutie. Dcéra sa musí vyrovnať s maminou chorobou. Majú jedna druhú a pritom to často nestačí.
  
  Helle Helle napísala výnimočnú a dôležitú knihu o dospievaní už dospelého dievčaťa, ktoré bolo okolnosťami prinútené stáť v severskej víchrici. Jej kniha Ony sa začína v strede ničoho a rovnako tam sa aj končí. To ostatné prebehne len tak mimochodom.
• 
  Søren

  Jeg læser den sidste side, hvor Bob tilbyder at hun kan komme forbi i morgen og hente et blomkålshoved. Derefter bladrer jeg tilbage til side 1, hvor hun går over marken i kinasko med et blomkålshoved. Står tiden stille? Ligger der stadig en elegant foldet pyjamas på gulvet i butikken?
  
  Helle Helle skriver et mesterværk. Efter at jeg læser den færdig filosoferer jeg over hvordan hendes bøger om stille liv med få ord har en særegen relation til Virginia Woolfs tætmalede romaner. Woolf dissekerer sin handling og sine personer som var de løg. Hvert et blik og måden hvorpå suppeskeen føres til munden spredes udover adskillige tætskrevne sider. Helle Helles metode er den modsatte. Personerne skildres sparsomt men de udvalgte nedslag er så præcist formulerede at man er der selv og ser og forstår alt.
  
  I øvrigt er der en sjov sproglig intertekstuel pointe i romanen. Efter at Helle Helle udgiver bogen “Dette burde skrives i nutid”, så vælger hun at skrive “de” helt sparsomt og kun nutid. Jeg prøver det samme her, og det er svært. Indimellem falder sproget næsten fra hinanden.
  
  Går pæren i går?
  
• 
  Lea Vilhelmsen

  Målløs, mestendels. Hvordan skrive så meget, så smukt, så kort. Rørende & imponerende.
• 
  Niki Vervaeke

  De moeder is de vastigheid. Ondanks alles
  Er is vertrouwen
  Ondanks alles
  Er is liefde en zorg
  Ondanks alles
  en het is als het ware plukken van alledaagsheid op een zodanige manier dat het de schoonheid van de liefde nog beter laat uitkomen
  ik kan dit niet verwoorden. het is van een laten raken.
  leest u het vooral zelf
  
  https://www.tzum.info/2020/01/recensi...
• 
  Dolf Patijn

  Een wat vreemde roman over eenzaamheid en verdriet. De hoofdpersoon is een 16 jarig meisje met een zieke moeder. De ziekte wordt slechts terloops benoemd. Het boek is minimalistisch en ook zaken uit het verleden zijn in de tegenwoordige tijd geschreven, hetgeen vervreemdend werkt. Er gebeurt naast de dagelijkse beslommeringen niet veel in het boek maar werkt door de uitgewerkte kleine gebeurtenissen juist beklemmend. Sfeervol.
• 
  Tine

  Så fin. Så sårbar. Skal nydes - gerne i mange små bidder, så den holder længst muligt.
• 
  Bent Silberbrandt

  Det var et hårdt arbejde, men det lykkedes! Meget tomgang, Ligger mellem 1 og 2 stjerner, men runder op.
• 
  Tora Torvund

  Utrolig fin bok!
• 
  Sofia Carlström

  Jag förstår inte riktigt den här boken. Det litterära uttrycket är lite för unikt för min smak, det känns aningen krystat. Användandet av tempus är också märkligt… Kan vara så att boken är alldeles för ”revolutionerande” och annorlunda för min smak. Och enligt mig ska det inte ta över en halv bok för läsaren att förstå vad det handlar om. Inte helt säker på att jag förstår även efteråt, trots att skrivsättet lett till att författaren vunnit priser…
  Tilltalande omslag i alla fall!
• 
  Søren Køhler

  ... eller: Hvad vi taler om, når vi undgår at tale om døden.
• 
  Flingornas herre

  Stark trea men ändå inte fyra
  
  Edit: 30/5 2022. En fyra är det ju ändå faktiskt
• 
  Maria

  Helt ok, men det får da være måte på med den utrolig gjøglete Forfatterskolen i København-stilen
• 
  Niklas Laninge

  Fin ambition men för min del blir det alldeles för snurrigt och minimalistiskt.
• 
  Susanne Dalton

  Tristeste men bedste Helle Helle bog jeg endnu har læst....
• 
  Peter Rod

  Perfektne napísané a ešte lepšie preložené. Príjemné, nenútené, čisté v každom slova zmysle. Za celú knihu asi nenájdete použitý minulý čas (!), krátke formy vás namotávajú čítať ďalej, držia v miernom napätí, ale ono v podstate nie je prečo :) V recenzii som čítal ze “sucho” napísané - áno ale v tom najlepšom slova zmysle. :)
  
  Určite si zaslúži viacero prečítaní :)
• 
  Daniela Tabakovič

  Tam kde studeny vlhky morsky vzduch bicuje lica vystipane od slz, sa dorasta cez noc z dievcenskych do dospelych topanok.
• 
  Jakob

  Romanen De är berättelsen om sorg, samhörighet, frigörelse och tonårsliv. I De får vi möta två personer: Hon och hennes mamma. Namngivna på detta sätt och som tillsammans skapar De. En dansk idyll på 80-talet där allt står där, skrivet mellan raderna.
  
  Helle Helle skriver på ett sätt där hon inte ägnar sig åt en traditionell personbeskrivning där tankar och känslor står i centrum. Helle Helle tvingar oss att läsa mellan raderna och tolka in omfånget av De.
• 
  Julie Rasmine Larsen

  Titel: de. Forfatter: Helle Helle. Sider: 160. Forlag: Rosinante. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Dagens Bog ★★★★
  
  “Hendes mor er stadig i overfrakke, de griner over nogle krummer på kraven. Hendes mor stikker sin strømpebuksefod ind i siden på hende, så hun er ved at tabe skålen. De griner og griner. Det er ved at blive mørkt, guirlanderne rasler ude under vinduet”.
  
  de er en skildring af et mor-datter-forhold. Det er en fortælling om sygdom og kærlighed og om at gå på gymnasiet i begyndelsen af 80’erne. Om sprog, der ikke slår til, men alligevel gør det.
  
  Erik Svendsen er den eneste anmelder, der skriver kritisk om Helle Helles nye, ellers meget hjerte og stjerneroste roman de. Erik Svendsen mener i Jyllands Posten, at romanen for en fan er til fem stjerner, men giver den selv fire: “fordi Helles styrke også er hendes svaghed. Den er karrig med refleksioner, og på den måde er dens beskedenhed også intellektuel dovenskab”, skriver han, og det er første gang, at jeg mindes, at kritiker i dagbladene indrømmer, at en roman måske er bedre for andre end lige for ham.
  
  Det er lidt på samme måde, jeg selv havde det, efter jeg i onsdags læste de. Det tog mig kun en halvanden times tid, på den måde kan en roman der tager så mange år at skrive synes letkøbt, men den ruger stadig i mit hoved, og derfor må jeg revurdere. Jeg lyttede til Frøkjær og forfatterne podcast i går med Helle Helle og drøftede bagefter både romanen og podcast med nogle venner over en øl på vores stamcafe. Og jeg får faktisk lidt lyst til at give den fire stjerner i stedet for de tre, jeg umiddelbart gav den minutter efter min første læsning.
  
  Jeg følte mange gange romanen uforløsende, hver gang den rigtig gik ind i noget, så forsvandt det hurtigt igen i næste sætning. Og det er jo det, Helle Helle kan. Skrive minimalistisk, trivielt og nogle gange helt ordinært i en sætning, og så kapow, så rammer næste sætning helt ind i hjertet og kan næsten med få ord gøre læserens øjne våde. Jeg analyserede Hus og hjem som et af de første værker på danskstudiet på uni, og jeg er klar over, kompleksiteten i Helle Helles sprog. At hun bevidst har kaldt moren i de for “hendes mor” hele vejen igennem, som et navn, og aldrig det måske nok flere steder mere grammatisk korrekte “sin mor”. At hun tænker over hvert et ord, hver en sætningskonstruktion. Også de uforløsende. For når veninden bliver anklaget for at have fået sig en borgerlig kæreste, og forsvarer sig med: “ja, men hans mor er socialrådgiver”, hvortil der bliver svaret “nå”. Ja, så er dialogen altså slut, og det er alt det, der ligger under denne dialog, alt det uudtalte, der er det interessante.
  
  Helle Helle har gjort det igen, jeg har ændret min bedømmelse til fire stjerner, og for en inkarneret fan er de alt det I havde drømt om: skarp, lige dele humoristisk og hjerteskærende,sproglig overlegen, hellehellesk i sin form, ulmende dramatik lurende konstant lige under sætningerne, og ikke mindst et kærkomment trip down memory lane til en provinsby i 1981’erne, med alt hvad det indebærer af kinasko, etagehår, citronvand, kassettebånd, væg til væg og ørkenstøvler.
• 
  Gitte - Bookworm's Closet

  ℍ𝕒𝕟𝕕𝕝𝕚𝕟𝕘
  Forholdet mellem en 16-årig pige og hendes mor, der bliver syg og kommer på hospitalet.
  
  𝔹𝕠𝕘𝕖𝕟𝕤 𝕤𝕥𝕪𝕣𝕜𝕖𝕣
  💔 Hjerteskærende
  
  𝕊𝕧𝕒𝕘𝕙𝕖𝕕𝕖𝕣
  🙇‍♀️ Kedelig
  
  𝕄𝕚𝕟 𝕧𝕦𝕣𝕕𝕖𝕣𝕚𝕟𝕘
  Jeg er bange for, at Helle Helles stil ikke rigtig er noget for mig. Jeg kan godt se, at hendes bøger er af god kvalitet og jeg har stor respekt for det hun skriver. Det er bare ikke noget for mig. Den minimalistiske skrivestil, hvor vi selv skal gætte, hvad karaktererne tænker og føler gør ikke noget for mig.
  •
  Jeg kommer dog til at give Helle Helle en chance til i juni, hvor hendes nye roman ‘BOB’ er månedens bog i min virtuelle bogklub #BookwormsBookclubDK
  
  𝕃æ𝕤 𝕕𝕖𝕟 𝕙𝕧𝕚𝕤:
  Du kan lide minimalistisk litteratur om leverpostejsmadder og gummistøvler
  
  ——————————— • * • ———————————
• 
  Marta Adamcova

  Úžasné. Opäť raz. Milujem tieto krátke romány, ktoré pre mňa píše Helle Helle. Určite napíšem viac, ale najskôr ju vstrebem, som dojatá, potešená a literárne nasýtená. Neskutočná táto žena z veterného a ponurého Dánska. Minulosť v prítomnom čase, prítomnosť v prítomnom čase a plánovaná budúcnosť spomenutá ako už prežitá minulosť v prítomnom čase. Obrovská poklona pre prekladateľku Helenu Brezinovú.
• 
  Cecilie Kruse

  Enten så elsker man Helle Helle’s måde at skrive romaner på eller også foragter man den. Og jeg må vist bare sande, at jeg tilhører den sidste del. Romanen ‘de’ bliver for kedelig, intetsigende, langtrukken, lyrisk og ikke mindst så mangler der i min verden fremdriftelementer. Jeg fortrækker episk litteratur, hvilket jeg ikke får nok af her.
• 
  Therese

  en av hennes beste! og alle hun har skrevet er mine favoritter
• 
  Malina Abrahamsson

  Förstår inte storheten med denna, tycker hennes minimalism blir tråkig.
• 
  Kirsten

  Faktisk bedre 2.gang jeg læser den. Hendes konsekvente brug af nutid, den cirkulære slutning, det er en genial roman.
• 
  Simen

  Boken er en selvoppholdende evighetsmaskin. Bokens første side er bokens nest siste side. Bokens andre side er bokens siste side. Boken er et Bach preludium eller en fuge. Jeg må anstrenge meg for å ikke begynne om igjen. Slik man helt obsessed starter påny en sang man han funnet. Jeg vil på samme måte bare lese om igjen, gå opp de sidene tekst der ikke konsentrasjonen min var helt med, hvor jeg denne gangen kan få med meg enda mer av alt. Denne boken likner ikke noe annet jeg har lest. Humoren er annerledes, ordentlig barnslig, og ordentlig dumt, men aldri dumt likevel. Hver setning bykser av gårde som et barn midt i en absurd lek man ikke skjønner noe av, en lek som likevel morer å se, for den er ekte og har sin form på et vis. Helle skriver setninger som tvinger en fram til å fylle ut nye setninger etter dem. «Hun» sitter og lurer på f.eks. hvor fluen skal hoppe etter eplet i vinduskarmen. Dette er også den første boken jeg har lest så mettet med handling om matlaging og små hverdagslige trivialiteter, og legger opp til smash for avsky, men nei. Alt treffer så bra. Alt blander seg sammen i denne innestengte sorgen, dette venteværelselivet, som skaper sterke stemninger for karakterene. Helle skriver ufattelig godt. Vakker tvers igjennom. Også er det en stor strenghet her: ingen får lov til å uttrykke seg med følelser, det er nærmest ingen skildring, kun plasseringer, av og til naturen. Det er så strengt. Her ligner hun Tarjei Vesaas - hvordan relasjonene og karakterene kan dirre av store innelåste følelser som er ladd til fingerspissene gjennom enkle handlinger og enkle ord. Også skriver hun en avslutning hvor epilogen forvandler de første setningene i teksten om til epilog - og slik lager hun denne barnslige, vakre, musikalske evighetsmaskinen.
• 
  Petra Nohová

  Kniha z ranku dánského minimalismu neboli na slovo skoupého realismu. Když ve škole učím realismus 19. století, uvědomuju si, že samotný název není přesný, protože v knihách je přítomná hodnotící složka vypravěče, byť dělá vše pro to, aby se hodnocení vyhnul. Ale v momentě, kdy vševědoucí vypravěč ví všechno, tzn. vidí i do hlav postav, jejichž vnitřní monology pak čtenáři převypravuje, se mu nevyhne. Jenže realismus který přesně reprezentuje svůj název, nehodnotí, jen popíše to, co pozoruje, přesně takhle to dělá Helle Helle. Text pak připomíná scénář se scénickými poznámkami v budoucím čase. Lakonický nezaujatý popis a dialogy. Pro někoho nuda, pro někoho výzva v podobě čtení mezi řádky. To jak se postavy cítí, co prožívají, jaký mají temperament... prostě musíte odvodit z gest a činností. Nutno dodat, že ani tady vám autorka moc nepomůže (skvělým příkladem jsou taky bezejmenné hlavní postavy), na druhou stranu ale otvírá nůžky interpretacím jdoucím naproti vaší fantazii, ale i tendencím co nejsprávněji analyzovat fikční skutečnost. Kniha je navzdory své úspornosti nesmírně poetická, kdo se bude snažit, uvidí dánskou ostrovní krajinu, pochopí jednání postav, pochopí proč autorka po celé stránce píše o třídění receptů, pochopí proč hlavní postava často odpovídá "ne". O (ne)všednosti každodennosti, o vyrovnávání se s tím, co nám život nadělil. O NICH.