Hvis det er by Helle Helle

Hvis det er Reviews

• 
  Bart Moeyaert

  Helle Helle is de koningin van Denemarken en omstreken. Wat ze doet volg ik al sinds de verhalenbundel ‘Restanten’ die door Wilde Aardbeien werd uitgegeven en door ongeveer niemand is opgemerkt. Vier boeken lang was uitgeverij Contact overtuigd van haar talent, nu heeft uitgeverij Querido Helle Helle in het fonds opgenomen.
  
  Met ‘Als je wilt’ laat Helle Helle zien dat lezers vanaf een beginzin kunnen mishandeld worden. Een hardloper en een hardloopster ontmoeten elkaar in een woud in Jutland. Ze kennen elkaar niet. Ze verdwalen samen.
  Honderdvijftig bladzijden ademnood, kou, angst, en een vertelstem die dwingend op de voorgrond treedt en op bladzijde 159 zegt: ik was het die je dit hele verhaal heeft verteld.
  
  Net als in ‘De veerboot’ achtervolgt Helle Helle je nog dagenlang. Tenzij je een liefhebber bent van snel, gemakkelijk en plat. Dan heb je aan ‘Als je wilt’ echt: intet. Wat Deens is voor: niks.
  
  ‘Als je wilt’ is uit het Deens vertaald door Kor Vries.
• 
  Michael

  Hvis det er er Helle Helles seneste roman fra 2014 om to løbere, en mand og en kvinde, der er faret vild i en skov – og i livet. Den ene hedder Roar og arbejder på et kontor kaldet Drop IT Shoppen, hvor han reparerer folks PC’ere. Kontoret ligger afsides, hvorfor kontakten med kollegaerne er begrænset. I det hele taget er Roar lidt af en ensom starut. Selvom det er ham, der er fortælleren, hører vi ikke meget om hans fortid. Måske, fordi der ikke er så meget at fortælle. Han er 48 år, men har stort set boet alene hele livet, og altid det samme sted, i Hundige. Imidlertid afsløres det hen imod slutningen af bogen, at der engang var en, der hed Grete, uden at han evner eller ønsker at gå i detaljer om forholdet. “Tiden er bare gået,” siger han.

  Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg er faret vild i den store skov. Jeg er ikke naturens muntre søn, det sagde de andre i forgårs over kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko.

  Da Roar møder den kvindelige løber, der næsten hedder Jens Vejmand til efternavn, i skoven, er han iført et par løbesko i to forskellige størrelser. Det er første gang, han er ude at løbe, mens Vejmand, der er ti år yngre, har løbet i næsten et år, hun har mistet 12 kg og så meget andet. Et stykke inde i romanen udfoldes hendes historie igennem Roar, og herfra krydsklipper romanen mellem de to løberes vildfaren i skoven og Vejmands fortid. Man skal, går jeg ud fra, forestille sig, at den kvindelige løber fortæller sin livshistorie til Roar i det shelter, hvor de har søgt ly, og at det er den, Roar refererer. Konstruktionen med en roman inde i romanen er et spændende valg, men knapt så vellykket. Bogens to dele er hver for sig eminent skrevet, men de hænger kun løst sammen.
  
  Vi hører om hendes omtumlede liv og omskiftelige tilværelse, hvor hun ustandseligt flytter fra by til by og fra job til job. Selvom det udefra kan se ud, som om hun har haft et mere interessant liv end Roar, minder de påfaldende meget om hinanden på ét punkt. Som Roar er hun heller “ikke i stand til at sige præcis, hvad årene ellers gik med.” Tiden er med andre ord løbet fra dem begge. Og så er vi tilbage ved et tilbagevendende tema hos Helle Helle: De såkaldte “jeg-svage” kvinder, der navigerer retningsløst gennem tilværelsen, lever fra dag til dag uden noget større perspektiv for fremtiden, og som i det hele taget ikke gør meget væsen af sig. Der er ingen som Helle, der kan skrive så godt om mennesker, der ikke ved, hvad de vil.
  
  Det særlige ved denne roman er, at det er den første roman fra Helle Helle, som har en mandlig jeg-fortæller, ligesom det er første gang en af hendes romaner foregår i Jylland. Det er anden gang, jeg læser bogen, og den var en tak bedre, end jeg husker den. Alligevel er 'Hvis det er' ikke forfatterskabets bedste bog. Men det er tæt på. I hvert fald venter jeg i spænding på Helles næste roman, som får svært ved at overgå denne.
  
  Edit, juni 2016: Hver gang jeg ser 'Hvis det er' på min bogreol, tager jeg den op og læser et par sider. Og jeg har svært ved at lægge den fra mig igen, selvom jeg udmærket ved, hvad der sker. Det er også pga. plottet men især pga. sproget. Derfor revideres anmeldelsen.
• 
  Denisa Ballová

  V lese sa pri behu stratí muž a žena. Narazia na seba už pomaly zúfalí z vlastnej situácie. Najskôr sú si cudzí, postupne ich však zblíži nevyhnutnosť prekonať a hlavne prežiť v hustom lese ďalšie hodiny. Obaja v bežnom živote prežívajú obrovskú samotu, ktorú ešte umocní blúdenie.
  
  Helle Helle klasicky opisuje vonkajší svet preto, aby nám umožnila pochopiť ten vnútorný.
  
  „Něco v ní zapadlo na místo, možná právě takhle vypadalo to vzpamatování se. Ovládala své nálady, připisovala je všem těm rokům, co byla sama. Každý večer ležela v posteli a vypočítávala všechno, za to byla vděčná. Bylo toho nehorázně moc.“
  
  Hľadanie cesty z lesa je vlastne hľadaním cesty k sebe – k dôvere v jeden druhého a nakoniec aj v seba.
• 
  Sarah

  Jeg er på alle måder dybt betaget og dybt forelsket, i det Helle Helle gør. For ingen kan sige så meget, ved at sige så lidt, ingen skriver så poetisk og så storladent og samtidig så hverdagsagtigt, som Helle Helle. Selvom jeg aldrig virkelig får beskrevet hvem denne bogs to hovedpersoner er, så ser jeg dem så tydeligt for mig at det næsten er uhyggeligt. Jeg ser omgivelserne og mærker følelserne og jeg ønsker der var mere, mens jeg læser sidste side og historien når sin ende. "Hvis det er" er intet mindre end smuk og ganske fremragende, i al sin enkelhed, med hverdagens poesi som følgesvend i hver en detalje.
• 
  Luna Tønnessen

  Vi følger Roar og en kvinne, to mennesker som løper seg vill i danskeskogen, men finner hverandre. De prøver å finne veien ut, men når mørket legge, ser seg nødt til å søke ly i en gapahaug. De tilbringer natten sammen og blir med det bedre kjent. Deres samtaler orienterer seg rundt overfladigeter; yrke, alder og flyttehistorikk. Men mye sies uten ord. Begge har sitt. De finner på en underlig måte trygghet og forståelse i hverandre.
  
  Det blir nok av tid til å tenke, og fortiden innhenter dem begge. Synsvinkelen veksler, og deres livhendelser blir oppsummert i tankesprang. Slik kommer også de dypere og eksistensielle veivalgene deres på banen. Kanskje har de begge løpt for å få en pause fra livet?
  
  Roar er ingen typisk friluftsmann. Han er 48 år, har et typisk A4 liv og arbeider på kontor som utvikler av data. Kvinnen er 10 år yngre. Hun jogger for å gå ned de siste kiloene hun har satt seg mål om og for psyken. Hun har ikke funnet helt sin plass og flyttet rundt til og fra steder. Lever et urbant byliv med festing og sosialisering med venner. Ting blir mer komplisert når hun forelsker seg i Christian, som hun tidligere har bodd i kollektiv med. De flytter sammen, med hans barn fra et tidligere forhold. Relasjonen deres blir ikke helt som hun har sett for seg. Hun er i tvil om det er rett og bli værende.
  
  Turen blir som et bilde på det virkelige livet deres! Finner de stien? Det får vi ikke vite. Vet ikke egentlig helt hva jeg synes om avslutningen... men så var det jo noe veldig fint med budskapet, om hva et tilfeldige møte kan lede til, eller ikke, snarere kan villede.. og med det overlater jeg hvor veien går, eller kanskje ender - til det uforutsigbare og tilfeldige! Et lettlest og minimalistisk språk! Grei underholdning.
• 
  Anetq

  Nå. Jeg bliver nok ikke Helle Helle fan må jeg konkludere. Som fhv. danskstuderende tænker jeg der er masser man kan sætte en klasse til at analysere og skrive stil om. Som læser er jeg bare ikke rigtigt berørt af at nogen farer vild i en skov, sover i shelter og jeg ved heller ikke hvorfor vi skal høre om den enes fortid som lidt ulykkeligt forelsket i ham fra kollektivet. Men altså. Der er antydning af mening under de lidt tilfældige ting. Jeg er bare ikke særligt interesseret i evt. at finde den. Men måske er det mig. (jeg er nok også udfordret af, at jeg ikke synes det er spor sjovt).
• 
  Chris

  Een verrassend en intrigerend boek. Verrassend omdat er toch niet - zoals ik verdwalend in Helle Helles bos begon te verwachten - een plotse bocht volgde die alles in een compleet ander perspectief zou plaatsen. Intrigerend omdat ik er nog niet uit ben wat ik er nu van moet vinden. Het gaat me nog een paar dagen bezighouden.
  
  Het is vooral de vertelstem die me boeide en vasthield; de manier waarop de schrijfster met kleine, bijna autistische details en losse fragmenten zowel het verleden van de vrouw tot leven brengt als de op de huid zittende situatie (als zoiets bestaat), waarin de twee verdwaalde hardlopers verzeild geraken.
  
  Opnieuw stuitte ik na deze laatste leeservaring van 2019 op het feit dat ik als lezer wil blijven ontdekken, mijn smaak breed wil houden door mijn leesgrenzen open te stellen. Van nature heb ik een voorkeur voor het wat lijvigere werk en de nodige complexiteit, maar een boek als 'Als je wilt' is met zijn 159 pagina's net zo goed een klein universum met subtiele woordkeuzes die op een compleet andere manier de lezer en literatuurliefhebber in mij weten uit te dagen. Ik reken dan ook op een even spannend en eclectisch leesjaar 2019!
• 
  Patrik Hallberg

  I really loved this book. I finished it in two readings. It reminded me a bit of a Swedish writer called Lena Andersson she also writes precise and with a poetic feeling to her sentences.
  I found the structure of the sentences quite similar, both are master at getting it colorful without adding to much color, but where Lena as a writing mechanism often repeats herself Helle always move forward. In that sense, her prose also reminds me of Hemingway. A joy to read!
• 
  Ľuboš

  hmm no neviem, nejak som to nepochopil
• 
  David Ärlemalm

  Minimalism, bra bitvis riktigt bra språk, griper tyvärr inte tag pga karaktärer du inte bryr dig om förrän framåt slutet, synd gillar annars Helle Helle.
• 
  Mariann

  Lugemise väljakutse on jäänud veidi unarusse ning selle kompenseerimiseks võtsin viimati raamatukogust teose, millega täita teemat number 28. - raamat kirjastuse Eesti Raamat sarjast „Põhjamaade romaan“. Ma ei ole varem sellest sarjast midagi lugenud ning pelgasin veidi. Vastaval riiulil hakkas esimesena silma Helle Helle romaan "Kui tahad", mille tutvustus lubas üsnagi tavatut lugu ning lisaks, mis seal salata, tundus parajalt õhuke.
  
  Oktoobrikuu, Taani. Metsas joostes kohtuvad mees ja naine. Nad mööduvad teineteisest õige mitu korda ning lõpuks tunnistavad, et on eksinud. Koos veedetakse öö metsas, külmetades ja janustena. Mees jõi viimati lõuna ajal kohvi ning naisel on kaasa võetud vesi otsas. Lisaks häirib meest vale suurusega jalatsist saadud vill. Kuidagi õnnestub pimedusest leida mingi varjualune, kuid uni ei tule kuidagi. Ka järgmine päev möödub metsas ning kodust kaugel tuleb veeta teinegi öö.
  
  "Kui tahad" oli kummaline ja harjumatu stiiliga romaan. Väga väheste sõnade ning minimalistlike kirjeldustega suutis autor palju edasi anda. Kogu tegevus tundus kaugena, kuid samas tekitas muret tegelaste pärast ning nukrust nende üksinduse vastu. Kui luubi all on justkui tegevus metsas, siis palju olulisem tundub olevat tagaplaanil ehk siis tegelaste minevikumeenutustes. Lugejana sai nii mõlemast tegelasest aimu, kuid omavahel nad eriti infot ei jaganud. Imelik oli ka lõpplahendus, kus leitud maja elanikud osutusid sama külmadeks ja kaugeteks kui peategelased ning abi neile sealt ei pakutud. Tahaksin väga uskuda, et ise metsas hätta sattudes leiaksin lahkema pere. Üleüldse pani teos mõtlema kui kerge on metsas ära eksida ning kuidas pime õnne tegelastele naeratas, et nad samal ajal samas kohas eksisid ning üksteist aidata said. Veelgi enam, nad leidsid varjualuse.
  
  Mulle tundus, et raamatu toimetaja oli olnud lohakas, sest mitmes kohas oli sõnadelt jäänud üks täht lõpust ära või oli mõni kääne vale ja raskendas lausetest aru saamist.
  
  Helle Helle on kirjanikunimi taanlannale, kelle eesnimi on küll ka päriselt Helle, aga perekonnanime võttis ta endale ühelt vanaemalt, et paremini meelde jääda. Selle nime all ilmus juba tema esimene raamat 1993. aastal, mida eesti keelsena saadaval ei ole. Tõlgitud ongi vaid kaks teost. Lisaks sel aastal ilmunud ning ka loomingu poolest uusimale raamatule "Kui tahad", on kirjastus Odamees 2000. aastal välja andnud romaani "Maja ja kodu".
  
  Ma ei olnud varem ühtki sarnast raamatut lugenud ja seetõttu pakkus "Kui tahad" mulle omapärase elamuse. Romaanis ei olnud suurt seiklust ega armastust esimesest silmapilgust. Kõige paremini kirjeldaks seda minu arvates sõna tavaline: kohtusid tavalised inimesed, kes sattusid küll tavapäratusse olukorda, kuid käitusid ikka tavaliselt.
• 
  Helin Puksand

  Suvel Taanis käies mõtlesin, et ma ei tea taani kirjandusest tegelikult midagi. Nii saigi tehtud otsus, et vaja mõni selle maa teos ka läbi lugenud. Küsisin nõu ka Taani kolleegi käest, keda võiks lugeda, nii et nimekiri on mul nüüd mitmesugune, sest kolleeg soovitas nii klassikat kui ka tänapäevaseid autoreid.
  
  Helle Helle raamat on üpris omapärane. Tegevus toimub paaril ööpäeval. Kaks harrastusjooksjat eksib ära ega saa enam metsast välja. Probleemi tekitab ka minajutustaja jalg, kuna uued jalanõud on hõõrunud kannad villi. Õnneks leitakse varjualune, kus on ka 3 tekki. Sinna jäädaksegi ööbima. Kuna ööbimispaik on kõva ja külm, siis mõtleb minajutustaja ka oma elule tagasi.
  
  Taas selline raamat, mis mulle meeldib. Tegevust palju ei ole, rohkem minategelase mõtisklused, kuid see panebki temale kaasa elama. Soovitan. ;)
• 
  Ludwika

  Likte denne veldig godt. Ikke så typisk Helle Helle, litt varmere enn vanlig, men fortsatt tvetydig og full av subtilt antydende revner og sprekker. En rolig fortelling som gradvis trekker leseren ut på dypet.
• 
  Triin Soom

  Üks punkt puhtalt selle eest, et oli õhuke raamat. Sisu oli täielik soga ja tõlge oli lihtsalt kohutav.
• 
  Margareth

  Jeg har hatt stor glede av å lese Helles tidligere romaner.Jeg hadde derfor svært høye forventninger, men ble noe skuffet. Jeg er ikke sikker på at jeg har forstått hvorfor denne romanen fortjener nominasjonen til Nordisk Råds Litteraturpris. Jeg liker godt hennes knappe stil, der hver setning og hvert tegn har en funksjon, men her blir stilen så knapp at det oppleves som om noe mangler. For meg henger ikke delene godt nok sammen, og ting blir hengende i løse luften. Historien om den kvinnelige joggeren er den som interesserer meg mest, og her ligger det et potensiale som ikke er utnyttet. Visst skal man lese Helles bøker mellom linjene, men jeg klarte ikke anstrenge meg for å gjøre det her. Dette er ikke karakterer jeg kommer til å gå rundt å tenke på. Når jeg i tillegg opplever å måtte bruke mer tid på å lese intervjuer med Helle og anmeldelser for finne ut hva det er jeg har gått glipp av, blir ikke dette en optimal leseopplevelse.
• 
  Mads

  Efter lige at have læst 'En europæer ved den store Kims hof' af Maria Giacobbe var det noget af en omvæltning at læse noget af Helle Helle. Det er første bog, jeg læser af hende, og så vidt jeg kan forstå på anmeldelser osv., så er det ikke den bedste bog, hun har skrevet. Det er heller ikke den bedste bog, jeg har læst. "Show it, don't tell it" er noget af det første, der lige popper op i mit hoved, når jeg tænker på, hvordan jeg skal beskrive den. Sproget rummer en masse følelser og indtryk, selvom det er så let og ubesværet. Det er rigtig rart, når man lige har læst en roman, hvor indskudte sætninger nærmest var et krav, før der blev sat et punktum. Men jeg synes ikke, at den historie, Helle Helle fortæller, for alvor bliver vedrørende ej heller rigtig spændende. Tre ud af fem stjerner.
• 
  Kirsten

  Efter at være flyttet til Frankrig har jeg primært læst på engelsk (fransk er endnu for svært) og jeg havde næsten glemt hvilken fornøjelse det kan være at læse på sit modersmål. Og jeg havde helt glemt hvor glad jeg plejer at være for Helle Helles bøger, og denne er ingen undtagelse. Synes godt nok at titlen er lidt kønsløs, men det er indholdet bestemt ikke, jeg var helt opfyldt af medlidenhed med den kvindelige hovedperson, så underkendt hun er af sine nærmeste, så uretfærdigt hun bliver behandlet af Christian. Romanen er så underspillet tragisk at det gør helt ondt, og jeg tænker lidt over hvorfor Helle Helles kvindelige hovedpersoner typisk er meget uuddannede og fra de nederste sociale lag og ofte uden mange venner eller familie, mens mændene ofte, men ikke altid, er nogle mere eller mindre dumme svin, for nu at sige det groft.
• 
  Lenka

  Skandinávský minimalismus v knižním podání.
  
  I'm lost in a forest, (not) all alone
  
  Do dnešního dne jsem netušila, že má Dánsko nějaké lesy. Natož lesy, ve kterých se dá na dva dny ztratit. Je to moje první setkání s tak úsporným psaním, ale úplně špatné to nebylo. Taková ideální kniha, která vám vyplní čekání, ale pravděpodobně si za měsíc ani nevzpomenete, že jste jí četli. Hele ale mojí zvědavost Helle Helle vzbudila, ráda si od ní přečtu ještě něco.
• 
  Anja Hildén

  Jag gillar "berättelser" och det här är mer "text". En mycket bra text, och nästan en berättelse, men jag vill att den ska ta vägen någonstans; landa. Och varför säljer förlaget in det som "kanske finns det en väg ut ur ensamheten"?
• 
  Green Magritte

  První setkání s autorkou a spíše zklamání . Do čtení jsem se musela nutit, dojem to žádný nezanechalo. Mám ráda minimalismus, ale čekala jsem něco víc. Anotace zajímavá, což se o samotném příběhu říct nedalo...
  
  
• 
  John Carlsson

  Två människor som går vilse i skogen möter varandra och försöker klara sig därifrån. Det ges tillbakablickar av deras liv som varvas av hur de löser sin nuvarande situation. Helt ok men läsningen känns poänglös för det mesta.
  
• 
  Tina Hansen

  Helle Helle vakte min interesse med "Dette burde skrives i nutid", og med "Hvis det er" tabte jeg mit hjerte.
• 
  Eva Ulland

  En liten perle!
• 
  Hermien

  Het is wel mooi geschreven maar niet helemaal mijn ding denk ik. Ik wil graag weten hoe het verder gaat.
• 
  Rikke

  Jamen altså; jeg elsker alt Helle Helle. Hendes ord smager så fint og fornemt - at man føler sig så forkælet. Ord i verdens klasse, sat sammen suverænt!
• 
  Cameo

  Jeg kan ikke benægte Helle Helles talent som forfatter, men selve hendes fortællinger forstår jeg ikke pointen med.
• 
  Ellinor

  Vackert språk, men jag vet inte riktigt vad den här boken vill ha sagt.
• 
  Emma

  Romanen er delt i to parallelle historier, som begge er medrivende. Språket driver handlingen framover, med finurlige nærbeskrivelser av de mest hverdagslige ting. Det eneste som trekker litt ned er at de to historiene er litt dårlig knyttet sammen: en svært lang passasje med "sidehistorien" opptar midtdelen, uten at den føyes naturlig inn i det jeg oppfatter som rammefortellingen.
  
  "Udenfor et af dem stod på fjerdedagen en kvinde i morgenkåbe, hun havde tørret sit hår, nu slængte hun håndklædet over postkassen. Da hun hørte mine trin, vendte hun sig, i et kort øjeblik havde vi øjenkontakt. Så greb hun hurtigt håndklædet og begyndte at tørre håret igen. Jeg skyndte mig videre. Jeg glemte helt at notere mig renovationsforholdene ved de resterende A-huse. Der sad en undren i mig, jeg kunne ikke dechifrere den. Den optog mig under hele formiddagsprogrammet. Jeg troede fejlaktigt, den havde at gøre med kvindens pludselige tilstedeværelse i morgenkåbe. Eventuelt den hektisk genoptagne hårtørring. Først over frokosten gik det op for mig, at den var koblet til postkassen. Det, at hun havde hængt håndklædet på den, hvad det kunne have fået af betydning for posten.
  Ofte går jeg med sådan en undren, det kan også være en uro, uden at kunne placere den. Jeg har desværre ingen andre eksempler på stående fod.» s. 27
  
  "- Hvor er du for eksempel vokset op? sagde Gry og smilede, og så kom hun pludselig i tvivl om, hvad det udtryk dækkede over, om det også var noget psykisk.
  - Ikke rigtig nogen steder, sagde hun og tilføjede lige efter:
  - Altså, jeg kommer fra Aars." s. 53
  
  "Måske tænkte hun slet ikke, ligesom dengang med grøntsagbørsten. Hun var for første og eneste gang gået over engen hjem fra plejehjemmet, hun ville skyde genvej, det regnede voldsomt. Men der var meget længere, end hun havde troet. Hendes hår blev drivvådt, vandet løb ind i hendes frakke bagpå. Hun snublede over en rådden hegnspæl og rev sig, et par får stod og gloede ved et vandhul. Hun syntes, de begynde at følge efter hende, hun satte farten op, snublede igen, nu over selve hegnet, trådte skævt i en grøft. Det var en kamp at nå frem til haven og via hyldekrattet i sikkerhed på plænen, hendes støvletter var helt mudrede til. Hun satte dem ude på risten og gik i bad, senere tog hun dem med ind i køkkenet og skrubbede dem med en børste, hun fandt i skuffen. Mikala og Simon sat ved bordet og drak kaffe, mens hun fortalte om sin kiksede hjemtur og de åndssvage får, hun grinede av sig selv, mens hun skrubbede og skrubbede. Hun bar støvletterne ned til fyret og stillede dem til tørre. Tilbage i køkkenet fik hun renset vasken med et stykke køkkenrulle, men da hun ville smide det ud, lå børsten fra før øverst i skraldespanden. De andre sad og studerede noget i avisen. Hun skulle lige til at grine av sig selv igen, sin formodede tanketorsk, men så så hun, at der stod "ny grøntsagsbørste" på tavlen over køkkenbordet, med Mikalas skrift. Simon bladrede i avisen." s. 64
  
  "Senere var det Henning, hun ledede efter, hun havde set Christian gennem vinduet inde hos Gry. På knæ ved trappestigen, Gry sad på et trin. Men ny lå Henning i sin seng med jounalistpigen." s. 71